Kom til Frivillig Fredag i Faaborg og Ringe

Fredag den 28. september står i frivillighedens tegn, når den nationale Frivillig Fredag markeres i både Ringe og Faaborg.

I Ringe lægger Jobcentret hus til en fejring af de mange frivillige kræfter, der gør en ekstraordinær indsats på integrationsområdet.

Koncernchef Mette Gaarde-Fink forklarer, hvorfor Arbejdsmarked holder Frivillig Fredag:

”Kommunens integrationsopgave er at tilbyde flygtninge danskundervisning og at hjælpe dem med at finde bolig og job. Og de frivillige spiller også en stor rolle. Der er ingen tvivl om, at et dansk netværk, ekstra sprogtræning og introduktionen til danske værdier gør en stor forskel for den enkelte, når det handler om at falde til i Danmark og blive selvforsørgende. Derfor fejrer vi de faaborg-midtfynske frivillige og deres indsats på Frivillig Fredag.”

Arrangementet starter 13.30, og udover indledende ord fra Jos Bisschop (formand for Arbejdsmarkedsudvalget) byder eftermiddagen på mad og drikke samt musik, fællessang og underholdning. Blandt andet ved Salah Zada, der i 2015 flygtede fra Syrien til Danmark

Inspirationsdag i Faaborg for +65-årige

Traditionen tro markeres Frivillig Fredag også med en inspirationsdag for folkepensionister i Faaborg-Midtfyn. Her kan du få inspiration til et godt og aktivt otium af kommunens medarbejdere, lokale foreninger og andre ligesindede. 

Arrangementet finder sted på rådhuset i Faaborg på Mellemgade 15. Også her er deltagelse gratis, men af hensyn til forplejningen er tilmelding nødvendig. 

Kontakt

Skriv eller ring til Frivilligkonsulent Marie-Louise Alleslev på telefon 72 53 60 63 eller maloa@fmk.dk .