Nr. Broby klar til store plantedag: Knap 100 kirsebærtræer kommer i jorden lørdag

93 kirsebærtræer kommer i jorden langs hovedstrøget i Nr. Broby, når borgerne samles til store plantedag lørdag den 27. oktober. I alt vil 117 smukke kirsebærtræer realisere første skridt af områdefornyelsen i Brobyerne, nemlig kirsebærstrøget.

En omfattende områdefornyelse af Brobyerne bliver skudt i gang, når borgerne i Nr. Broby på lørdag samles til store plantedag. Her skal der plantes 93 smukke lyserøde kirsebærtræer langs Østerågade og Vesterågade og hele vejen ud til De Japanske Haver - en af Faaborg-Midtfyn Kommunes største turistattraktioner og en betydningsfuld del af Nr. Brobys identitet.

43 boligejere med forhaver langs Østerågade, Vesterågade og Vøjstrupvej har takket ja til – ganske gratis - at adoptere, plante og passe ét eller flere kirsebærtræer i deres forhaver. Endnu 24 kirsebærtræer vil slå rødder på Brugsens areal samt kommunale arealer. Tilsammen skal de 117 kirsebærtræer danne et smukt blomstrende kirsebærstrøg fra april/maj, der skal være med til at gøre byen endnu mere attraktiv for byens borgere, besøgende og potentielle tilflyttere.

Borgmester Hans Stavnsager er stolt over den store opbakning til kirsebærstrøget:

”Det viser stort engagement og velvilje til byen, at så mange ønsker at være med til at realisere kirsebærstrøget. Det vil uden tvivl give byens borgere og besøgende smukke oplevelser på vejen. Og det glæder mig, at vi med denne dag får skudt den store områdefornyelse i gang, der de kommende år skal gøre Brobyerne endnu mere attraktive.”

Også formand for Nr. Broby lokalråd glæder sig over byens engagement:

”Jeg kan kun blive stolt af at se på hvilken fantastisk opbakning, der er i byen til projekter som dette i lokalområdet, men også over den ivrighed der er i vores fantastiske foreninger som gang på gang stiller op.” 

Alle er velkomne

Når store plantedag løber af stablen lørdag den 27. oktober kl. 9 byder borgmester Hans Stavnsager (S) og medlem af Teknik- og Miljøudvalget Brian Møller Bisgaard (S) velkommen med rundstykker og kaffe og skyder dagen i gang ved at plante de to første kirsebærtræer i det grønne areal foran Brugsen.

Borgerne i Nr. Broby er alle inviteret til den store plantedag – uanset, om de skal have et træ i forhaven eller ej. Venner og familie kan også få jord under neglene ved at tage del i byens store dag, og på Nr. Broby Friog Efterskole vil byens børn kunne lege sammen, mens der plantes.

Fakta om områdefornyelsen i Brobyerne

Kirsebærstrøget er det første af syv nøgleprojekter i områdefornyelsen af Brobyerne, der bliver realiseret de kommende år. Det overordnede mål er at styrke bosætningen i området ved at udbygge byernes samspil med hinanden, med naturen og styrke mulighederne for aktiv, fysisk udfoldelse i byrummet. Således kan områdefornyelsen understøtte et liv med fællesskaber, fordybelse, bevægelse og leg.

De syv nøgleprojekter, som kommune, borgere, foreninger og institutioner i Nr. Broby og Brobyværk har bidraget engageret til, kan ses på fmk.dk/brobyerne

Kontakt

Planlægger Malene Laustsen Larsen 72 53 20 70 / malal@fmk.dk

Presseansvarlig Christoffer Voss, 72 53 11 76 / chvos@fmk.dk