Udvalg klar til at udvikle Fremtidens Skole

Holdet er sat, og nu starter arbejdet for det udvalg, der skal komme med bud på rammerne for fremtidens folkeskole i Faaborg-Midtfyn.

Hvordan skal vores lokale folkeskoler se ud i fremtiden? Det skal de syv medlemmer af et særligt nedsat udvalg bruge det næste års tid på at give svar på.

Medlemmerne af det såkaldte §17, stk. 4-udvalg er fire politikere udpeget af kommunalbestyrelsen og tre eksterne medlemmer fra erhvervsliv, ungdomsuddannelser og skoleområdet.

”Vores folkeskoler har allerede mange styrker, men i en foranderlig verden er det vigtigt, at vi hele tiden tænker fremad og udvikler os, så vi også ruster vores elever til at begå sig i fremtidens samfund, ” siger formand for udvalget, kommunalbestyrelsesmedlem Ole Pedersen (V).

En vigtig opgave

Udover ham sidder også Steffen Jensen (A), Lars Scheby (B) og Morten Schjøtt (Ø) med i udvalget. Det er politikerne selv, der har peget på de tre eksterne medlemmer, som er virksomhedsejer Rikke Bech Skougaard, der driver den lokale virksomhed Hybjerghus Optimering, rektor på Faaborg Gymnasium, Sophie Holm Higgins, og Peter Lund Andersen, der er kredsformand i Danmarks Lærerforening.

”Det er en stor og meget vigtig opgave, vi står overfor. Og jeg er glad for, at Rikke, Sophie og Peter har sagt ja til at bruge deres tid og kræfter på at tænke fremtidstanker med os,” siger Ole Pedersen og uddyber:

”Når vi skal skabe Fremtidens Skole kræver det nemlig, at vi tænker folkeskolen bredt. Elevernes læring skal jo kobles til den verden, de vil møde uden for skolen, og de skal klædes på med de kompetencer, der vil blive efterspurgt på fremtidens uddannelser og arbejdsmarked. Så det er afgørende, at vi involverer bredt.”

Ole Pedersen understreger desuden, at elevernes trivsel også vil blive et fokuspunkt for udvalget.

Tre hovedtemaer

§17.4-udvalget mødes første gang 27. september 2018, hvor de tager fat på tre temaer i relation til Fremtidens Skole. De tre hovedtemaer er:

  • Skolens indhold: De lokale skolers styrker og udviklingsmuligheder, understøttelse af børns forskellige kompetencer og udvikling af interesser som fremtidens borgere
  • Rammen om skolen: Samarbejde med forældre, foreninger osv. undervejs i skoleforløbet
  • Koblingen videre: Arbejdsmarked, ungdomsuddannelse og foreningslivet

Kontakt

Formand for §17.4-udvalget om Fremtidens Skole, Ole Pedersen, på tlf. 7253 1682 eller ofipe@fmk.dk.

Eller koncerndirektør i Faaborg-Midtfyn Kommune Siggi W. Kristoffersen på tlf. 7253 1016 eller sikri@fmk.dk.