Udviklingsstrategi: Faaborg-Midtfyn skal være det bedste sted

Politikerne i Faaborg-Midtfyn Kommune har netop besluttet at sende forslaget til en udviklingsstrategi for 2019-2030 i høring. ”Sammen skaber vi det bedste sted”, lyder visionen.

Udgangspunktet for udviklingsstrategien er de stærke fællesskaber i Faaborg-Midtfyn og lysten til at gøre noget for hinanden og lokalområdet, fortæller borgmester Hans Stavnsager (S).

”Faaborg-Midtfyn Kommune er allerede i dag kendetegnet ved stærke fællesskaber. Det gælder både i forstadsbåndet tæt på Odense, i højskolelandet i og omkring Ringe og i vores små landsbyer på Faaborgegnen. Det er blandt andet dét særlige fællesskab, vi ønsker at styrke med udviklingsstrategien,” siger han.

3000 flere borgere i 2030

Konkret har forslaget til en ny udviklingsstrategi to overordnede målsætninger: Vi skal være 3000 flere borgere i 2030, så vi følger den forventede befolkningsvækst på landsplan.

Og andelen af borgere, der er meget tilfredse med livet, skal stige til minimum 80 procent i 2030. I en netop offentliggjort måling udarbejdet i samarbejde med Region Syddanmark svarer 77 procent, at de er meget tilfreds med livet i Faaborg-Midtfyn.

”I den nuværende udviklingsstrategi fylder byudvikling og bosætning meget. Det gør det også i den nye. Men nu fokuserer vi endnu mere på at skabe rammerne for det gode liv, så de borgere, der allerede bor her, bliver gladere i deres hverdag. Derfor er velfærden og det gode hverdagsliv nu også tænkt ind i strategien. Ganske enkelt fordi vi tror, at det både vil tiltrække nye borgere og øge livsglæden i Faaborg-Midtfyn,” siger Hans Stavnsager.

Godt på vej mod flere nye borgere

Den nuværende udviklingsstrategi blev vedtaget i 2015, og her var ambitionen 2000 nye borgere i 2030. Men det tal har kommunalbestyrelsen altså valgt at øge til 3000, blandt andet fordi befolkningsudviklingen er vendt.

”Flere har fået øje på Faaborg-Midtfyn, vores smukke natur og de fantastiske rammer vi kan tilbyde både børnefamilier og dem, hvor børnene er fløjet fra reden. Den udvikling vil vi styrke, og derfor handler udviklingsstrategien især om at give vores borgere mulighed for at leve et liv, hvor der er balance mellem familie, arbejde og fritid. Med andre ord den slags liv, vi tror på, hører fremtiden til,” siger Hans Stavnsager.

Fakta

Udviklingsspor og signaturprojekter

Visionen og de overordnede målsætninger skal realiseres gennem fire udviklingsspor: Tættere på, Attraktive By- og Lokalsamfund, Liv & Læring samt Vækst & Erhverv.

Under de fire spor skal der eksempelvis arbejdes med udvikling af Fremtidens Skole (Liv & Læring) og med de fire udviklingsbyer Nr. Lyndelse, Årslev, Ringe og Faaborg (Attraktive By- og Lokalsamfund).

Udviklingen tager afsæt i de stedbundne kvaliteter i kommunens tre egne: Forstadsbåndet, Ringeegnen og Faaborg-egnen.

Høringsperiode og borgermøde

Udviklingsstrategien sendes i offentlig høring fra 9. oktober til 4. december 2018.

Det er kommunalbestyrelsens mål, at udviklingsstrategien skal være hele kommunens udviklingsstrategi. Derfor opfordres borgere, foreninger og virksomheder til at indsende deres synspunkter og komme med idéer til forslag.

Der vil blive afholdt to borgermøder om udviklingsstrategien. 

Udviklingsstrategien forventes endeligt godkendt i kommunalbestyrelsen i februar 2019.

Om udviklingsstrategier

Siden Faaborg-Midtfyn Kommunes etablering i 2007 har fireårige udviklingsstrategier dannet rammen for udviklingen af Faaborg-Midtfyn som attraktiv bosætnings- og erhvervskommune. Den seneste udviklingsstrategi Sammen om nødvendige forandringer blev vedtaget af kommunalbestyrelsen i februar 2015.

Udviklingsstrategien er samtidig kommunens planstrategi, hvori rammerne for den kommende kommuneplanrevision fastlægges.

Kontakt

Borgmester Hans Stavnsager, mobil 72 53 17 14

Annette W. Frederiksen, chefkonsulent, mobil 72 53 11 76