14. juni åbner legeplads på slagterigrunden i Faaborg

Fredag den 14. juni åbner legepladsen bag frølageret på slagterigrunden i Faaborg igen. Denne gang med nye og sjove legeredskaber sponseret af Salling Fondene.

Fredag den 14. juni bliver lidt af en festdag i Faaborg. Aftenen står i kulturens navn, når kulturnatten genopstår, men allerede om formiddagen er byens mindste inviteret til en helt særlig fest.

Kl. 10.00 holder Faaborg-Midtfyn Kommune og Føtex i Faaborg nemlig indvielse på den renoverede legeplads på slagterigrunden.

Borgmester Hans Stavnsager (S) byder velkommen og har lovet selv at lege med:

”Timingen er helt perfekt: Sommeren er over os, og inden længe summer byen af ferieglade faaborgensere og gæster udefra. Jeg håber, at de får rigtig meget glæde af den nye legeplads og af det miljø, vi er i gang med at skabe på den gamle slagterigrund,” fortæller Hans Stavnsager.

Det er Salling Fondene, der med en donation på 200.000 kr. har bekostet de nye legeredskaber, og varehuschef i Føtex i Faaborg Steffen Bech kan næsten ikke vente med, at legepladsen bliver taget i brug:

”Vi har glædet os sådan til, at legepladsen skulle blive færdig. Så nu er vi klar til at holde en fest, hvor vi håber, at rigtig mange af byens mindste vil tage deres voksne med, fortæller Steffen Bech og understreger: ”Det er rigtig vigtigt for os at tage del i byens liv, og det at kunne være med til at skabe liv og glade dage, som en legeplads gør, betyder meget for os.”

Alle byens børn – herunder dagplejere og daginstitutioner – er inviteret med, når den nye legeplads bliver taget i brug. Der vil være frugt og kage til alle fremmødte.

Kontakt

Borgmester Hans Stavnsager, mobil 72 53 17 14

Varehuschef Steffen Bech, 51 44 59 64