Bliv træven og vær med til at plante træer i Hans Rasmussens Have

Borgere og virksomheder i Faaborg inviteres til at blive trævenner og sponsorere træer til den nye legeplads i Hans Rasmussens Have.

Efter sommerferien går byggeriet af den nye lege- og aktivitetsplads i gang i Hans Rasmussens Have – lige midt i Faaborg. Ambitionen er at skabe en frodig, grøn og blomstrende oase, der kan blive et yndet udflugtsmål for byens borgere.

Derfor skal haven fyldes med træer, blomstrende buske og urter, der dufter og smager. FaaborgMidtfyn Kommune og organisationen Plant et Træ har i den forbindelse indgået et samarbejde om at finde trævenner til den nye legeplads.

Formand for Trafik- og Miljøudvalget Søren Kristensen (V) glæder sig over samarbejdet:

”Hans Rasmussens Have er porten mellem Faaborg By og hele den fantastiske natur, der ligger lige udenfor. Vi vil derfor gerne skabe en park, der er meget mere end en græsplæne med en legeplads. Der skal skabes et helt nyt naturområde i byen, som fremadrettet skal danne rammen om mange gode naturoplevelser for både børn og voksne. Vi er derfor rigtig glade for det samarbejde, vi har indledt med Plant et Træ, som skal hjælpe os med at få fortalt, hvor vigtigt det er at plante træer og lære om den natur, vi omgiver os med,” fortæller Søren Kristensen.

Den nye legeplads forventes at stå klar til indvielse fredag den 11. oktober 2019. 

Hvad vil det sige at være træven

Som Træven kan privatpersoner eller virksomheder bidrage til at få skabt et nyt, attraktivt udflugtsmål og samlingssted i Faaborg, samtidig støtter man Plant et Træ’s landsdækkende træplantnings- og læringsarbejde.

Landsformand for Plant et Træ Jens Døssing fortæller:

Vi er rigtig glade for at være en del af projektet i Hans Rasmussens Have. Det støtter i høj grad op om Plant et Træs kerneværdier, hvor børn og læring er i fokus. Når man køber en træpakke og bliver træven støtter man samtidig Plant et Træs generelle træplantnings- og læringsarbejde i Danmark,” fortæller han.

Som Træven kan man købe en lille eller stor træpakke, der indeholder et træ eller busk i Hans Rasmussens Have. Til gengæld får man, sammen med et flot diplom, bl.a. en meget flot Bjørn Wiinblad plakat ”For every child a tree” og Naturskolens bog om træer i Danmark i e-format.

Læs mere om hvordan man bliver træven på www.fmk.dk/plantettrae 

Om Plant et Træ

Plant et Træ er en almennyttig organisation, som har H.K.H. Kronprinsen som protektor. Organisationen har siden 1988 plantet mere end 1,5 mio.kr. træer i Danmark; enkelttræer, frugtplantager ved børneinstitutioner, undervisningsskove, bytræer, alléer og mindetræer.

Kontakt

Skov- og Landskabsingeniør Helle Mølgaard Christensen, helmc@fmk.dk, tlf. 72 53 20 13