Faaborg-Midtfyn har færdiggjort radonmålinger

Faaborg-Midtfyn Kommune har gennemført radonscreeninger af alle skoler, daginstitutioner og børnehuse. Enkelte steder fører målingerne til bygningsforbedringer.

Fra januar til april 2018 gennemførte Faaborg-Midtfyn Kommune radonscreeninger af alle kommunale skoler, daginstitutioner og børnehuse – inklusiv de private institutioner, hvis bygninger er ejet af kommunen.

Målingerne var første skridt mod at sikre, at der ikke er et for højt niveau af radon i kommunens bygninger. Radon er en naturligt forekommende luftart, der siver op fra undergrunden, og der findes radon i alle bygninger. Faaborg-Midtfyn Kommune ligger i et område af Danmark, hvor der generelt er et højt niveau af radon.

I alt blev der lavet screeninger på 44 lokationer i hele Faaborg-Midtfyn. Herefter blev der i perioden oktober 2018 til april 2019 udført mere præcise kontrolmålinger på de 36 lokationer, hvor der i et eller flere lokaler var et muligt forhøjet radonniveau. Kontrolmålinger kortlægger radonniveauet i brugstimerne, hvilket giver et mere reelt billede af niveauet.

Sætter ind med bygningsforbedringer

Kontrolmålingerne er nu afsluttede, og de viser, at der i et eller flere lokaler på i alt otte lokationer er målt radon på et niveau, hvor Sundhedsstyrelsen anbefaler bygningsforbedringer. Der er ikke nogen akut sundhedsfare ved at opholde sig i bygninger med forhøjet radonniveau. Radon udgør kun en risiko, hvis man udsættes for høje koncentrationer over en lang årrække.

På fire lokationer er der tale om mindre bygningsforbedringer i form af justering og ombygning af ventilationsanlæg og tætning omkring terrændæk. Det drejer sig om: Broskolen afd. Rolfsted, Bangsbo, Tre Ege Skolen afd. Kværndrup og Tre Ege Skolen afd. Ryslinge. Arbejdet vil blive udført efter nytår.

På de fire øvrige lokationer skal der laves større bygningsforbedringer i form af etablering af ventilationsanlæg samt eventuelle tætninger mod undergrunden. Det drejer sig om: Brobyskolerne afd. Pontoppidan, Brahesminde Skoler afd. Horne, Bøgebjergskolen og Børnehuset Symfonien.

Disse bygningsforbedringer har en størrelse, som kræver en udbudsrunde. Udbud og projektering forventes gennemført i vinteren 2020/21 med udførelse forår/sommer 2021. Der vil blive foretaget kontrolmålinger i vinteren 2021/22.

I den mellemliggende periode vil der blive udført mindre bygningsforbedringer, blandt andet tætning omkring terrændæk, og der bliver iværksat systematisk udluftning i de berørte lokaler for at nedbringe radonniveauet, indtil de større bygningsforbedringer er færdiggjort.

Sundhedsstyrelsen har godkendt tiltag og tidsplan

Ejendom har løbende været i dialog med Sundhedsstyrelsen omkring bygningsforbedringerne, og styrelsen har godkendt både tiltagene og tidsplanen for forbedringerne.

Fakta: Værd at vide om radon

Gasarten radon er en naturligt forekommende luftart, der siver ind i bygninger fra undergrunden – typisk gennem revner og sprækker i fundamentet. Der findes radon i alle bygninger.

Radon optages gennem indånding. Man kan hverken føle, lugte, smage, høre eller se radon, og gassen fremkalder ikke bivirkninger som for eksempel hovedpine eller ondt i maven, som man kan føle med det samme. 

Radon udgør ikke en akut sundhedsfare. Udsættes man for høje koncentrationer af radon over en lang årrække, øges risikoen for at man senere i livet kan få lungekræft. Sundhedsstyrelsens tema om radon giver god besked om sundhedsrisici. 

Landsdækkende undersøgelser tyder på, at 350.000 huse i Danmark har et for højt radonniveau i indeklimaet. Langt størstedelen af de udsatte huse er enfamiliehuse, rækkehuse eller kædehuse. 

Geografien har betydning for, hvor meget radon der siver op fra undergrunden. Faaborg-Midtfyn Kommune ligger i den næsthøjeste og højeste risikoklasse.

For yderligere oplysninger, kontakt:

Jane Bruun, afdelingsleder Ejendom,
72 53 21 17