Indvielse af ny busholdeplads i Faaborg

Fredag den 26. april bliver den nye busholdeplads i Faaborg indviet. Allerede fra torsdag den 25. april kører busserne fra den nye busholdeplads, der ligger ved LIDL og tæt på den gamle banegårdsplads.

Fredag efter påske bliver en festdag i Faaborg. Her er hele byen nemlig inviteret med til indvielse af den nye busholdeplads fra kl. 14.30 til 16.00.

Det er borgmester Hans Stavnsager, der holder indvielsestalen og klipper snoren. Der er brunsviger til de første 100 gæster, og ellers serveres der pandekager, kaffe og juice til de fremmødte. Ca. kl. 14.45 optræder de lokale hiphop-dansere fra CoolPopz. 

En flot velkomst til Faaborg

Busholdepladsen er et element i realiseringen af masterplanen fra 2010, og formand for Teknik- og Miljøudvalget Søren Kristensen (V) glæder sig over resultatet:

”Placeringen af den nye busholdeplads er i den grad noget, der har engageret faaborgenserne, og jeg er meget glad for, at vi i dag står med et utrolig flot resultat,” siger Søren Kristensen.

Også hos borgmester Hans Stavnsager (S) er der glæde at spore:

”Den nye busholdeplads giver de kommende buspassagerer en meget flot velkomst til byen, samtidig med at den også er med til at binde byen bedre sammen, lyder det fra Hans Stavnsager.

Den nye busholdeplads ligger centralt i forhold til både Øhavsskolen, afd. Svanen, Forum Faaborg, Faaborg Museum og er et eksempel på, hvordan der arbejdes med at forskønne og skabe sammenhæng i Faaborgs byrum.

Den nye busholdeplads har fået nye læskure, toiletfaciliteter og digitale trafikinformationstavler.

Det er den anerkendte arkitekt Erik Brandt Dam, der har været arkitekt på den nye busholdeplads, mens ingeniørvirksomheden Niras har været rådgiver på projektet. 

Kontakt

Søren Kristensen, formand for Teknik- og Miljøudvalget, mobil 72 53 16 88

Borgmester Hans Stavnsager, mobil 72 53 17 14

Ole Tyrsted Jørgensen, afdelingsleder Natur og Trafik, 72 53 20 53