Invitation til officiel åbning af Botilbud Korinth

Faaborg-Midtfyn Kommune ser frem til at kunne invitere samarbejdspartnere, lokale borgere og andre interesserede til officiel åbning af Botilbud Korinth torsdag den 8. august.

Botilbud Korinth åbnede dørene i maj, og nu inviterer Faaborg-Midtfyn Kommune til officiel indvielse af det nye botilbud torsdag den 8. august kl. 13 til 15. Samarbejdspartnere, naboer og andre interesserede er alle meget velkomne. Adressen er Lykkevalg 17 i Korinth.

Borgmester Hans Stavnsager (S) står for den officielle indvielse og vil i den forbindelse plante to sommerfuglebuske i botilbuddets atriumgård. Efterfølgende vil der være rejsegilde for de nyrenoverede bygninger med røde pølser og drikkevarer til de fremmødte.

Formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget, Herdis Hanghøi (V), deltager også. Hun siger: 

”Jeg glæder mig til officielt at indvie Botilbud Korinth, og jeg vil gerne bruge anledningen til at rose alle dem, der har knoklet for, at vi nu kan fejre åbningen af det nye botilbud. Det gælder både administrationen, men også medarbejderne på botilbuddet, som har holdt ”skruen i vandet” i den usikre tid, inden botilbuddet blev godkendt. Stor tak for jeres indsats,” siger hun.

Også leder af Døgnpsykiatrien, Nina Dam, ser frem til den 8. august:

”Både jeg og medarbejderne på Botilbud Korinth glæder os til at til at byde alle interesserede velkomne og til at vise det nye botilbud frem. Vi håber, at mange fra lokalområdet vil benytte lejligheden til at kigge forbi og hilse på,” siger Nina Dam.

Om Botilbud Korinth

Botilbud Korinth blev den 20. maj 2019 godkendt af Socialtilsyn Midt, efter at Faaborg-Midtfyn Kommune havde ansøgt om at åbne et nyt botilbud i Korinth ved Faaborg.

Botilbud Korinth er godkendt til 20 beboere og har en socialpsykiatrisk målgruppe. Det vil sige personer med for eksempel personlighedsforstyrrelser, forandret virkelighedsopfattelse og eventuelt misbrug. Det forventes, at botilbuddet vil beskæftige cirka 30 stillinger. 

Kommunalbestyrelsen har den 13. maj 2019 afsat 2,273 millioner kroner til at renovere botilbuddet. Første etape af renoveringsarbejdet er færdigt, mens resten forventes at være færdiggjort senest i slutningen af september måned.

Yderligere oplysninger, kontakt:

Nina Dam,
leder af Døgnpsykiatrien,
ninad@fmk.dk,
72 53 68 62