Landsbyfællesskabet Ølsted vinder Handicapprisen 2019

Landsbyfællesskabet Ølsted modtog onsdag aften årets handicappris for deres store arbejde for handicappede børn, unge og voksne.

For niende gang uddelte Handicaprådet i Faaborg-Midtfyn Kommune i går aftes rådets årlige handicappris, der går til en person, virksomhed, forening eller organisation, som lokalt har gjort en særlig indsats på handicapområdet.

Årets vinder blev Landsbyfællesskabet Ølsted, som består af bostederne Midgård, Sophiagård og Elmehøjen.

Landsbyfællesskabet får prisen for deres store arbejde for handicappede børn, unge og voksne, fortæller formand for Handicaprådet og kommunalbestyrelsesmedlem Kristian Nielsen (V).

”Landsbyfælleskabet kan i år fejre 30-års jubilæum. Det er kendetegnet for personalet, at mange har været ansat på stedet længe, og derfor kender beboerne rigtig godt. Pædagogikken er baseret på Rudolf Steiner-principper. Udover trygge og familiære rammer er der også forskellige værksteder, der giver meningsfyldte beskæftigelsestilbud til beboerne. Med prisen vil vi gerne anerkende og takke Landsbyfællesskabet Ølsted for deres indsats. Tillykke med prisen,” lyder det fra Kristian Nielsen. 

Vil du vide mere?

Formand for Handicaprådet Kristian Nielsen, 72 53 17 04