Midtfyns Fritidscenter har indgivet konkursbegæring

Bestyrelsen i Midtfyns Fritidscenter har fredag d. 28. juni 2019 indsendt en konkursbegæring til Skifteretten på grund af insolvens. Det oplyser bestyrelsesformand i Midtfyns Fritidscenter, Bo Andersen.

”Det er med tungt hjerte, men vi har i bestyrelsen desværre ikke set nogen anden udvej end at indgive en konkursbegæring på grund af likviditetsproblemer. Problemer, der blandt andet er opstået på grund af et kraftigt stigende aktivitetsniveau, som har medført betydeligt stigende energiudgifter, samt tilskud, der ikke har fulgt med aktivitetsniveauet. Vores store håb og eneste fokus er nu, at vi kan holde centret åbent, så de mange brugere fortsat kan benytte hallerne, svømmehallen og fitnessfaciliteterne.”

Borgmester:

Faaborg-Midtfyn Kommune er den største økonomiske bidragsyder til fritidscentrets økonomi med et årligt tilskud på 6,6 millioner kroner. Derfor er kommunen nu i dialog med kurator Hans Lindstrøm Svendsen om at sikre den fortsatte drift af Midtfyns Fritidscenter. Det siger borgmester Hans Stavnsager (S).

”Lige som alle andre er vi i kommunalbestyrelsen meget ærgerlige over denne situation. Men nu fokuserer vi benhårdt på at sikre, at skoler, foreninger og brugere fortsat har mulighed for at benytte centrets faciliteter. Vi er derfor i dialog med kurator med det klare mål for øje, at vi skal sikre den fortsatte drift af fritidscentret.”

Hans Stavnsager tilføjer:

”Midtfyns Fritidscenter er en vigtig institution i vores kommune. Og det vigtigste for kommunalbestyrelsen er, at vi også om en uge, en måned og et år kan tilbyde borgerne og foreningerne på Midtfyn en sportshal og en svømmehal i topklasse.” 

Kontakt

Annette Wognsen Frederiksen, pressekontakt i Faaborg-Midtfyn Kommune anwof@fmk.dk, 72 53 11 73