Ny økonomichef starter 1. februar

Nis Kasper Pedersen kommer fra en stilling som vicekontorchef i Økonomi og Byggeri, Socialforvaltningen i Københavns Kommune.

Den nye chef for Økonomi og Løn er cand.scient.pol. og har solide erfaringer med kommunal økonomi ledelse og -styring og indsigt i de kommunale velfærdsområder fra stillinger i økonomiske funktioner i Københavns og Aarhus kommuner og Deloitte Consulting. Nis Kasper Pedersen bor med sin familie i Odense.

Konstitueret kommunaldirektør Helle Vibeke Carstensen glæder sig over valget af den nye chef for Økonomi og Løn:

”Jeg ser Nis’ erfaringer med budgetprocesser og styring af anlægsprojekter som en stor styrke, og han har en tilgang til opgaveløsningen og en personlighed, som jeg tror vil passe rigtigt godt til Faaborg-Midtfyn Kommune. Jeg er ikke i tvivl om, at vi har ansat en meget talentfuld og tillidsskabende chef, og jeg glæder mig til samarbejdet”. 

Nis Kasper Pedersen er optaget af at skabe økonomisk råderum, så kommunen både kan investere i udvikling og levere de kommunale velfærdsydelser i takt med, at der kommer flere borgere i kommunen og en ændret sammensætning med flere børn, unge og ældre: 

”Det er en svær opgave, men jeg mener, det kan lykkedes”, siger Nis Kasper Pedersen. ”Jeg glæder mig derfor meget til at starte som chef i Økonomi og Løn, da jeg brænder for at blive en del af en kommune, der har en tydelig vision om at gøre en reel forskel for borgerne. Det handler for mig om at styrke en langsigtet budgetlægning, stram økonomiopfølgning og helhedsorienterede faglige løsninger med borgeren i centrum. Det kræver også, at vi i fællesskab ser på, om der er nogle af vores opgaver, vi kan løse mere effektivt”.

Nis Kasper Pedersen starter i sit nye job som chef for Økonomi og Løn den 1. februar 2020.

Yderligere oplysninger, kontakt:

Nis Kasper Pedersen, 51 94 20 50 

Helle Vibeke Carstensen, konstitueret kommunaldirektør, 72 53 10 13 

Aino Faldborg, presseansvarlig,
72 53 10 63