Nyt mødested for sociale fællesskaber i Faaborg-Midtfyn

Mangler du en gå-ven, har du lyst til at være med i en madklub eller vil du starte en ny læsegruppe op? Fra d. 1. januar kan borgere komme med i sociale fællesskaber eller selv starte et fællesskab op med andre, der har samme interesser, på hjemmesiden Boblberg.dk.

Borgerne i Faaborg-Midtfyn Kommune får efter nytår lettere ved at finde nye fællesskaber, de kan være med i, eller selv invitere andre borgere inden for i et nyt fællesskab. Kommunen bliver nemlig ved årsskiftet en del af borger-til-borger hjemmesiden boblberg.dk, som er et mødested, der skaber sociale fællesskaber og sammenhold mellem mennesker.

Formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget, Herdis Hanghøi, siger om kommunens nye tiltag:

"Vores motto i Faaborg-Midtfyn Kommune er "Sammen skaber vi det bedste sted" - og det er jo netop hele idéen med Boblberg.dk. Det er en let tilgængelig side, hvor man som borger sammen med andre kan deltage i fællesskaber og skabe nye relationer til at dele livets små og store oplevelser med. Det giver livsglæde hos det enkelte menneske og styrker lokalsamfundene".

200.000 borgere er allerede med

Boblberg har over 200.000 medlemmer, som er bosiddende i de 30 andre kommuner i landet, som allerede er tilknyttet hjemmesiden. Der er dannet både strikkeklubber, selvhjælpsgrupper og e-sportforening, og andre har fundet nye venskaber, trænings-venner og reservebedsteforældre via hjemmesiden.

Boblberg.dk indgår i et partnerskab med Røde Kors med en fælles vision om at skabe et samfund og en verden, hvor fællesskaber og medmenneskelighed binder os sammen. Målet er at gøre det lettere at skabe fællesskaber mellem mennesker og hjælpe alle, der står uden for fællesskabet.

Yderligere oplysninger, kontakt:

Marie-Louise Alleslev, frivillighedskonsulent i Faaborg-Midtfyn Kommune, tlf. 72 53 60 63