Nyt projekt sparket i gang: Vi skal have flere ungdomsuddannelser til Faaborg-Midtfyn

Nyt kommunalt projekt sætter turbo på indsatsen for at få flere unge til at tage en ungdomsuddannelse. Et af delmålene er flere uddannelser til lokalområdet.

To gymnasier og en landbrugsskole. Selvom Faaborg-Midtfyn arealmæssigt er Fyns største kommune, er der ikke mange ungdomsuddannelser at vælge mellem for kommunens unge. Men det skal der laves om på.

Faaborg-Midtfyn Kommune har nemlig søsat projektet ”Flere ungdomsuddannelser i Faaborg-Midtfyn Kommune”. Det helt store mål er – som navnet afslører – at der skal flere uddannelser til lokalområdet. Det vil nemlig bane vejen for, at flere unge får en ungdomsuddannelse, forklarer borgmester Hans Stavnsager (S), der er formand for projektets politiske styregruppe, som i dag har holdt sit første møde.

”Udbuddet af ungdomsuddannelser er ikke særligt stort i Faaborg-Midtfyn Kommune. Det betyder, at mange af vores unge dagligt skal pendle op til flere timer, hvis de vil have for eksempel en erhvervsuddannelse. Selvfølgelig har det en betydning for de unges uddannelsesvalg, for frafaldet og for områdets attraktivitet generelt.”

”Derfor forsøger vi med dette projekt at vende udviklingen ved at sætte os for bordenden i arbejdet med at få flere ungdomsuddannelser til kommunen.” 

Dialog er vejen frem

Men hvordan vil man bære sig ad med at få flere uddannelser til kommunen?

”For os handler det først og fremmest om dialog. Vi skal i dialog med Folketinget, fordi der er brug for lovændringer og ændringer i måden af afregne på, hvis det skal blive muligt at lave decentrale uddannelsestilbud her i Faaborg-Midtfyn.”

”Derudover skal vi i dialog med Region Syddanmark, med uddannelsesinstitutionerne og med det lokale erhvervsliv, som på sigt vil komme til at mangle den rette arbejdskraft, hvis udviklingen fortsætter som nu. En stor del af dette projekt handler altså om at skabe rammerne for en strategisk dialog med de relevante interessenter. Det, tror vi, er vejen frem til at finde holdbare løsninger, der gavner de unge, uddannelsesinstitutionerne og erhvervslivet,” siger Hans Stavnsager.

Han tilføjer, at man i projektets styregruppe godt ved, at træerne ikke vokser ind i himlen.

”Vi ved godt, at der ikke ud af det blå popper en ny, stor erhvervsskole op i Faaborg. Men mindre kan også gøre det. Vi vil for eksempel arbejde med en Campus-model og undersøge, om der i samarbejde med andre ungdomsuddannelser på Fyn kan oprettes afdelinger i for eksempel Faaborg.”

Som en del af projektet vil Faaborg-Midtfyn Kommune også arbejde tæt sammen med Faaborg Gymnasium, Svendborg Gymnasium og Svendborg Erhvervsuddannelser & Gymnasier, som allerede er i dialog om et udvidet samarbejde.

Fakta om ”Flere ungdomsuddannelser til FMK”

”Flere ungdomsuddannelser i FMK” er et fireårigt projekt, som har til formål at bringe flere ungdomsuddannelsestilbud til særligt den sydlige del af kommunen. Projektet er et ud af flere projekter under mini-programmet ”Ung i FMK”, hvor målrettede indsatser skal sikre og forbedre unges trivsel, ungemiljøer og unges adgang til uddannelse og arbejdsmarked.

Projektets politiske styregruppe:
Formand: Hans Stavnsager (S), borgmester
Medlem: Kim Aas Christensen (S), formand for Opvækst- og Læringsudvalget
Medlem: Jack Odgaard (DF), næstformand for Opvækst- og Læringsudvalget
Medlem: Jos Bisschop (S), formand for Arbejdsmarkedsudvalget
Medlem: Lars Tribler (V), næstformand for Arbejdsmarkedsudvalget

Økonomi:
Der er afsat et årsværk til projektet til og med 2022.

Kontakt

Borgmester Hans Stavnsager, 72 53 17 14

Pia Schmidt, projektleder og strategisk uddannelseskonsulent, 72 53 11 42