Rehabiliteringscenter Bakkegården begrænser besøg

Rehabiliteringscentret begrænser besøgsmulighederne på grund af tre tilfælde af coronasmitte.

To beboere og en medarbejder på Rehabiliteringscenter Bakkegården i Espe er testet positive for covid-19, og derfor har Styrelsen for Patientsikkerhed - som lovgivningen foreskriver - indført et midlertidigt besøgsforbud. Besøgsforbuddet gælder fra dags dato, den 22. december 2020, og indtil Styrelsen for Patientsikkerhed ophæver det.

Bakkegården er et rehabiliteringscenter for borgere, som har brug for et rehabiliteringsophold, som ikke kan foregå i hjemmet, eller en midlertidig plejehjemsplads, for eksempel efter en indlæggelse. Der er 26 pladser på Bakkegården.

Enkelte undtagelser

Selvom det kaldes et besøgsforbud, er der dog enkelte undtagelser. Beboerne vil stadig kunne få besøg af den nærmeste pårørende i den del af boligen, som han/hun selv råder over. Med de nuværende besøgsrestriktioner kan beboerne på kommunens plejehjem have to besøgende ad gangen, men på Bakkegården er det altså nu reduceret til én og samme pårørende.

Nære pårørende vil også kunne besøge en kritisk syg eller døende person.

Massiv testning i den kommende tid

I tråd med retningslinjerne iværksættes der nu grundig testning af alle beboere og medarbejdere på Bakkegården. Alle er allerede blevet tilbudt test med hjælp fra en af Region Syddanmarks testbiler, og der vil blive testet hver 7. dag, indtil der ikke findes flere smittede.

Det er desuden allerede fast procedure, at alle, der skal på plejehjem eller rehabiliteringscenter, skal kunne fremvise en negativ coronatest, der maksimalt er 72 timer gammel, før de kan flytte ind. Disse bliver taget i den enkeltes hjem eller på sygehuset.

Alle medarbejdere i Sundhed og Omsorg bliver også tilbudt en coronatest hver 14. dag. 

Ingen flytter ind, før smitten er væk

Det er i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed besluttet, at der ikke rykker nye beboere ind på Bakkegården, så længe der er smittetilfælde. I stedet vil de borgere, der har behov, få tilbudt en midlertidig plejehjemsplads eller en rehabiliteringsplads på et af kommunens øvrige plejehjem.

Yderligere oplysninger, kontakt:

Kitt Lysén Pedersen
Chef for Sundhed og Ældre
72 53 29 13

Christoffer Voss
Presseansvarlig
chvos@fmk.dk / 72 53 11 76