Kom og hør om budget 2023 - og giv dine input videre til politikerne

Kommunalbestyrelsen skal i den kommende tid forhandle om kommunens budget for det kommende år. Budgettet har betydning for dig som borger. Det er nemlig afgørende for serviceniveauet på kommunens skoler, daginstitutioner, plejehjem mv.

15. august 2022

Forslagene til kommunens budget for 2023 er netop blevet offentliggjort på kommunens hjemmeside og sendes nu i høring.

Hvis du har lyst til at give din mening til kende over for kommunalbestyrelsens medlemmer, så deltag enten i borgermødet eller i dialogmødet på Facebook.

Borgermøde på Ringe bibliotek

Borgermødet afholdes mandag den 22. august kl. 19-21 i den store sal på Ringe Bibliotek, Algade 40, 5750 Ringe. Af hensyn til afviklingen er tilmelding til borgermødet nødvendig og skal ske på mail til budget@fmk.dk senest fredag den 19. august 2022 kl. 10.

Dialogmøde på Facebook

Torsdag den 18. august kl. 18:00-20:00 afholdes der dialogmøde på kommunens Facebookside. Her vil kommunalbestyrelsens medlemmer sidde klar til at tage imod input og besvare spørgsmål.

Du kan deltage i dialogmødet på kommunens facebookside.