Nyt mål i Faaborg-Midtfyn Kommune: Alle skal kunne få en praktikplads
Et nyt virksomhedspanel med repræsentanter for virksomheder, uddannelser og kommune har det som erklæret mål, at alle, der tager en erhvervsuddannelse, skal kunne få en praktikplads.
Praktikpladsgaranti. Det er målet for det virksomhedspanel, som Faaborg-Midtfyn Kommune har nedsat og som i løbet af de kommende år skal komme med løsninger på, hvordan flere unge får en ungdomsuddannelse - og i særlig grad en erhvervsuddannelse.
Selv om der i juli var indgået 34 flere praktikpladsaftaler i 2019 i forhold til samme måned sidste år, så står omkring 70 faaborg-midtfynske unge tilknyttet en erhvervsuddannelse pt. uden en praktikplads og kan derfor ikke komme videre i deres uddannelse.
Og selv om andelen af unge i Faaborg-Midtfyn, der søger en erhvervsuddannelse, er over landsgennemsnittet, så ligger vi desværre også over gennemsnittet, når det kommer til antallet af unge, som ikke har gennemført en uddannelse fem år efter folkeskoleeksamen. Det er blandt andet de unge, som en praktikpladsgaranti kan hjælpe til at få færdiggjort en erhvervsuddannelse.
Hans Stavnsager (S) har som borgmester været med til at nedsætte virksomhedspanelet, og det er en mærkesag for ham, at alle kan få en praktikplads, og at flere unge i kommunen får en erhvervsuddannelse.
”Det er en møgsituation for de unge, som strander i deres uddannelse, fordi de ikke kan finde en praktikplads - og i nogle tilfælde ender de med helt at falde fra og slet ikke få en ungdomsuddannelse. Og det er egentligt et paradoks, for samtidig har vi flere brancher i kommunen, som står og skriger på både elever og nyuddannet arbejdskraft. Derfor har vi nedsat virksomhedspanelet, som skal komme med bud på konkrete indsatser og tiltag,” siger Hans Stavnsager.
Det er blandt andet landbruget og industrien, som ikke kan få nok lærlinge, og der mangler kvalificeret arbejdskraft inden for hele plejesektoren.
Et bredt sammensat panel
Virksomhedspanelet er sammensat af repræsentanter for virksomheder, uddannelser og kommunens jobcenter, og panelets første møde blev holdt i oktober. På næste møde d. 25. november skal panelet igen mødes og drøfte de første mulige tiltag.
De er med i panelet
Fleming Frederiksen, direktør for Svend Frederiksens Maskinfabrik
Karsten Lykkegaard, direktør for Lykkegaard Pumper
Arne Brunholm, direktør for Brunholm Byggerådgivning
Flemming Sørensen, formand for KPU Faaborg-Midtfyn
Charlotte Stiller, direktør for Hotel Faaborg og formand for Vores Faaborg & Egn
Morten Garder, CEO hos Aabo-Ideal
Jesper Hasager Jensen, rektor for Faaborg Gymnasium
Line Ø. Nielsen, uddannelsesleder i Korinth for Dalum Landbrugsskole
Allan Kruse, direktør for Svendborg Erhvervsskole og Gymnasier
Ene Wolfsberg, direktør for FGU Syd- og Midtfyn
John Schiellerup, leder af Virksomhedsservice i Faaborg-Midtfyn Kommune
Pernille Peiter, konsulent i Faaborg-Midtfyn Kommune, Erhvervsrygsækken
Bjarne Brøndgaard Jensen, strategisk udviklingskonsulent i Faaborg-Midtfyn Kommune
Styregruppe
Det er den politiske styregruppe for projektet ”Flere ungdomsuddannelser i FMK”, som har taget initiativ til virksomhedspanelet. Medlemmer i styregruppen er:
• Formand for styregruppen, borgmester Hans Stavnsager
• Medlem, formand for Opvækst- og Læringsudvalget Kim Aas Christensen
• Medlem, formand for Arbejdsmarkedsudvalget Jos Bisshop
• Medlem, næstformand for Opvækst- og Læringsudvalget Jack Odgaard
• Medlem, næstformand for Arbejdsmarked Lars Tribler