Nyt samarbejde skal gøre Faaborg mere demensvenlig

Mennesker med demens oplever ofte udfordringer, når de er i butikker eller skal købe ind. Vores Faaborg & Egn og Faaborg-Midtfyn Kommune vil nu sammen gøre Faaborg mere demensvenlig: Flere medlemmer af handelsstandsforeningen bliver uddannet Demensven, og ansatte skal lære, hvordan de tager bedre hånd om mennesker med demens.

Nyheden er udgivet den 9. maj 2022.

Faaborg-Midtfyn Kommune sætter i denne uge sammen med en række andre kommuner fokus på demensvenlighed i de danske butikker. Det sker i forbindelse med Danmarks nationale demensuge.

Ansatte uddannes til Demensven

Handelsstandsforeningen Vores Faaborg & Egn har takket ja til kommunens tilbud om at samarbejde om at gøre Faaborg mere demensvenlig. Det betyder bl.a., at foreningens medlemmer på informationsmøder skal lære, hvordan man bedst hjælper et menneske med demens: 

”Vi vil gerne skabe en hverdag, hvor borgere med demens kan leve et så trygt og selvstændigt liv som muligt. Derfor er der brug for, at vi i fællesskab finder gode løsninger, og jeg er rigtig glad for den opbakning og indsats, vi får. Det er så vigtigt at udbrede viden om demens, så vi alle ved, hvordan vi bedst hjælper, når vi møder et menneske med demens”, siger Kitt Pedersen, som er chef for Sundhed og Ældre i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Informationsmøderne afholdes af frivillige demensveninstruktører fra Alzheimerforeningen samt en demenskoordinator og en udviklingskonsulent fra Faaborg-Midtfyn Kommune. Borgmester Hans Stavnsager deltager også på et af møderne og vil bl.a. fortælle om, hvordan Faaborg-Midtfyn Kommune arbejder på at gøre hele kommunen mere demensvenlig.

Vores Faaborg & Egn glæder sig over samarbejdet

Udover de to informationsmøder er der også opsat store skilte med lilla hjerter to i Faaborg for at markere ugens fokus på demens. Det er Vores Faaborg & Egn, der står bag skiltene - Signe Pardorf fra Vores Faaborg & Egn siger om projektet:

”Vores Faaborg & Egn er gået ind i det her projekt for at borgere med demens kan handle trygt i byens butikker, beværtninger og restauranter”.

Kig efter demenssymbolet – så kan du hjælpe

Demenssymbolet viser to hænder, der rækker ud efter hinanden. Symbolet kan bruges af mennesker med demens, der kan have behov for lidt ekstra tålmodighed fra omverdenen. Symbolet er samtidig et signal til andre om, at vi roligt kan tage kontakt til den, der bærer symbolet, hvis personen ser ud til at have behov for hjælp. De tre vigtigste ting at huske er: Tag kontakt, tal tydeligt og vær tålmodig.

Fakta om Danmarks nationale demensuge

  • Indsatsen er en del af Danmarks nationale demensuge, som løber af stablen hvert år i uge 19. Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark står for indsatsen, som er sat i verden for at skabe bedre hjælp for mennesker med demens i det offentlige rum. I år har indsatsen fokus på at gøre detailbranchen mere demensvenlig.
  • Demenssymbolet er til mennesker med let til moderat demens, som ønsker at anvende det som et hjælpesymbol. Det er ikke et støttesymbol for pårørende og andre. Hvis man gerne vil vise, at man bakker op om mennesker med demens kan man blive Demensven og få Demensven-hjertet hos demensven.dk. Demenssymbolet er vedhæftet denne pressemeddelelse.
  • Ca. én gang i timen bliver en ny borger diagnosticeret med demens. Det estimeres at 90.000 mennesker lever med demens, mens knap halvdelen af befolkningen er eller har været i berøring med demens som pårørende, bekendt, fagperson, frivillig eller via uddannelse. Heraf er 400.000 nære pårørende.

Kontakt

Kitt Pedersen
Chef for Sundhed og Ældre i Faaborg-Midtfyn Kommune
Telefon: 72 53 29 13

Signe Pardorf
Vores Faaborg & Egn
Telefon: 53 26 63 23

Louise Brændstrup Bech
Kommunikationskonsulent i Faaborg-Midtfyn Kommune
Telefon: 72 53 11 41