Øhavsskolen fastholdes på to matrikler

Som del af forhandlingerne om Budget 2021 har politikerne besluttet at tage budgetforslaget om nedlæggelse af Øhavsskolen afdeling Uglen af bordet.

Forhandlingerne om budget 2021 er fortsat i gang og forventes at løbe frem til fredag den 18. september. De forhandlende politikere har dog på møde i dag besluttet, at Øhavsskolens to matrikler i Faaborg fastholdes som del af det kommende budgetforlig.

”Forslaget om at nedlægge Øhavsskolen afdeling Uglen har fyldt meget hos rigtig mange forældre og borgere i Faaborg. Vi har lyttet til de mange input, og vi er nu blevet enige om at fastholde Uglen”, siger borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Hans Stavnsager.

Politikerne har besluttet at afsætte midler til både at renovere Øhavsskolen afdeling Uglen og til at forbedre trafiksikkerheden for de børn, der skal til og fra skolen. Som del af forhandlingerne forøges puljen til cykelstier og trafiksikkerhed. En del af den forøgede pulje afsættes til at analysere og sikre en bedre sammenhæng i Faaborg for bløde trafikanter. 

”Første fase af skolerenoveringen vil starte i 2021/22, og vi vil afsætte midler til resten senere”, siger Hans Stavnsager.

Yderligere oplysninger, kontakt:

Borgmester Hans Stavnsager,
hansr@fmk.dk, 72531714

Vicekommunaldirektør Siggi W. Kristoffersen,
sikri@fmk.dk, 72531016