Selvsejlende færger kan blive fremtiden i Faaborg-Midtfyn

Tuco Marine Group og Faaborg-Midtfyn Kommune har slået sig sammen om at undersøge mulighederne for en selvsejlende færge mellem Faaborg og Bjørnø.

Du har hørt om selvkørende biler. Men har du også hørt om selvsejlende færger? De er måske fremtiden på ruten mellem Faaborg og Bjørnø, der i dag betjenes af en lille færge med plads til 20 passagerer.

Tuco Marine Group og Faaborg-Midtfyn Kommune har nemlig indgået en aftale om sammen at undersøge, om selvsejlende færger kan være løsningen på transporten til og fra øerne i Faaborg-Midtfyn Kommune. Konkret er formålet med aftalen at afdække mulige samarbejdspartnere og finansieringsmuligheder med henblik på at starte et større projekt op.

Borgmester Hans Stavnsager (S) siger:

”Når man bor på en lille ø, er man enormt afhængig af den lokale færges sejltider, og det begrænser ens mobilitet. Det er en udfordring for de små øsamfund, ikke kun i Faaborg-Midtfyn, men i hele landet. Derfor har vi slået os sammen med Tuco om at tage de første skridt på vejen mod selvsejlende færger, som vi ser enormt et stort potentiale i. Selvsejlende færger kan på sigt give borgerne på vores øer en helt anden mobilitet og fleksibilitet i hverdagen, og det vil også gøre det mere attraktivt at bosætte sig på øerne i fremtiden.”

Aftalen blev godkendt af kommunalbestyrelsen på dens møde den 18. februar. Aftalen løber til udgangen af 2020. Se samarbejdsaftalen her.

Et bredt samarbejde

Hos Tuco Marine Group glæder de sig til det nye samarbejde:

“Selvsejlende færger er fremtiden, og vi ser frem til samarbejdet med Faaborg-Midtfyn Kommune. Dette projekt giver os mulighed for at udvikle og afprøve vores nye produkter helt lokalt, og samtidig kan det være med til, at vi - med lokalt afsæt - kan styrke de nationale samarbejder, vi allerede har i gang med blandt andet DTU,” siger administrerende direktør Jonas Pedersen.

De lokale beboere og andelsselskabet bag Bjørnefærgen er også involveret i projektet. I en fælles udtalelse siger Dorte Anderskov, formand for Bjørnø Beboerforening, og Hanne Berg Kelm, formand for Andelsselskabet Bjørnøfærgen a.m.b.a.:

“Vi tænker som udgangspunkt, at al udvikling er interessant og spændende, og derfor ser vi frem til at følge processen med udviklingen af en selvsejlende færge til Bjørnø. Vi bidrager også meget gerne med erfaringer og viden om øboernes behov og ønsker og ser frem til samarbejdet med Tuco og kommunen."

Kontaktinfo

Jonas Pedersen, adm. direktør i Tuco Group ApS,
20 14 38 98

Christoffer Voss, presseansvarlig
72 53 11 76 / chvos@fmk.dk