Undersøgelse viser, at borgerne er tilfredse med jobcentret

En ny brugerundersøgelse tegner et positivt billede af borgernes oplevelser i jobcentret. Undersøgelsen viser også, at det jobrettede fokus skal øges, og flere initiativer er allerede sat i gang.

I november måned lavede Jobcenter Faaborg-Midtfyn for første gang en brugerundersøgelse. Formålet var at få et mere nuanceret billede af borgernes oplevelse af jobcentret og at få input til, hvordan jobcentret kan udvikle sig i mødet med borgere og virksomheder.

291 borgere deltog i undersøgelsen, og resultaterne viser, at de adspurgte borgere overordnet set er tilfredse med kontakten med jobcentret. Og at borgerne i kontakten med jobcentrets medarbejdere føler sig både hørt og inddraget.

På alle spørgsmål i spørgeskemaet ligger den gennemsnitlige tilfredshed over middel.

Udvalgsformand: Vi skal lytte til borgerne

Formand for Arbejdsmarkedsudvalget, Jos Bisschop (S), er glad for undersøgelsen og de positive tilbagemeldinger fra borgerne.

”Det er enormt vigtigt for mig og for hele Arbejdsmarkedsudvalget, at vi lytter til borgerne og får deres input til, hvor vi kan forbedre os. Jobcentret er jo til for borgerne og skal hjælpe dem godt videre i arbejde eller uddannelse. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu for første gang har lavet en brugerundersøgelse, som spørger borgerne til deres oplevelser.”

”Jeg er selvsagt også glad for, at tilbagemeldingerne over en bred kam er meget positive. Det er gode nyheder, og der skal lyde stor ros herfra til medarbejderne i Arbejdsmarked og på jobcentret,” siger han.

Øget fokus på det jobrettede

De parametre, som jobcentret i undersøgelsen scorer lavest på, er de jobrettede aspekter i samtalen. Det overrasker ikke Jos Bisschop.

”Vi ved, at vi har en opgave med at styrke det jobrettede fokus i vores samtaler med borgerne. Derfor har vi allerede igangsat flere initiativer for at forbedre os på det punkt. Blandt andet er vi i gang med at indføre en ABC-jobstrategi, som går ud på, at borger og sagsbehandler lægger tre sideløbende jobstrategier for borgeren, så man ikke skal starte helt forfra, hvis den ene strategi ikke lykkes,” siger han.

Kontaktinfo

Udvalgsformand Jos Bisschop,
72 53 16 86

Presseansvarlig Christoffer Voss,
72 53 11 76 / chvos@fmk.dk