Faaborg-Midtfyn Kommune søger en kollega til et barselsvikariat i Team Løn og personale
Faaborg-Midtfyn Kommune søger en kollega til et barselsvikariat i Team Løn og personale.
Trives du med tal, struktur og en alsidig hverdag – og vil du være en del af et team, hvor vi både løfter i flok og har fokus på trivslen?
Så er det måske dig, vi leder efter.
Vi søger en medarbejder til et barselsvikariat med opstart 1. september 2026. Vikariatet løber, så længe barslen varer.
Du bliver en del af HR, Løn og Forsikring, hvor vi er 27 kolleger. I Team Løn og Personale er vi 10 medarbejdere, der arbejder tæt sammen, sparrer og hjælper hinanden i en hverdag med både tempo og faglighed.
Din hverdag hos os
Hos os får du ikke en snæver rolle – men en hverdag med variation og mulighed for at tage ansvar.
Dine opgaver vil bl.a. kunne spænde over:
- Løn- og personaleadministration
- Økonomi- og refusionsopgaver
- Administrative driftsopgaver og sagsunderstøttelse
- Journalisering og dokumenthåndtering
- Datatræk og opfølgning
- Ad hoc-opgaver på tværs af teamet
Vi tilpasser opgaverne til dine kompetencer og ambitioner – så du både kan bidrage fra dag ét og udvikle dig undervejs.
Hvem er du?
Du behøver ikke passe ned i en bestemt uddannelseskasse – vi er mere optaget af, hvad du kan, og hvordan du arbejder.
Vi forestiller os, at du:
- Har erfaring med løn, økonomi eller administration
- Arbejder struktureret og har øje for detaljen
- Tager ansvar og følger dine opgaver til dørs
- Trives med både rutineopgaver og nye udfordringer
- Bidrager positivt til fællesskabet
Erfaring fra det offentlige er en fordel – men ikke et krav.
Derfor skal du vælge os
Vi ved, at trivsel og fleksibilitet betyder noget – og vi arbejder aktivt med begge dele.
Hos os får du:
- En hverdag med variation og indflydelse på dine opgaver
- Et stærkt kollegialt fællesskab med høj faglighed og uformel tone
- En ansættelse på mellem 20–32 timer om ugen alt efter ønsker og kvalifikationer, med mulighed for 4-dages arbejdsuge
Om Faaborg-Midtfyn Kommune
I Faaborg-Midtfyn Kommune engagerer vi os – i vores kolleger, i vores opgaver og i borgere og virksomheder i kommunen. Vores ambition er, at det i Faaborg-Midtfyn skal være muligt at leve og udleve sin egen version af det gode liv. Vi vil være det sted, omverdenen kigger til for at blive inspireret til et liv i stærke fællesskaber, med bæredygtig udvikling, spirende iværksættere og en stolt kulturarv. Et liv, hvor vi både kan udfolde os i fællesskaberne og finde ro i naturen – et liv i balance. Det er grundelementerne i kommunens udviklingsstrategi Sammen skaber vi det gode liv, som vi hver dag arbejder for at gøre til virkelighed.
Praktisk information
Ansøgningsfrist: 17. juni 2026 kl. 23:59
Samtaler forventes afholdt: 22. juni 2026
Arbejdssted er Ringe Rådhus, Tinghøj Allé 2, 5750 Ringe
Løn: gives efter overenskomst og kvalifikationer. Ved en 32 timers stilling forventer vi et lønniveau mellem 26.000 og 33.000 kr. pr. måned inkl. pension.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte: Vivi Jensen, 7253 1280.
Lyder det som noget for dig? Så send din ansøgning – vi glæder os til at høre fra dig.
Flyt ind hos os
Vi er godt 51.000 indbyggere i kommunen og byder hvert år nye tilflyttere velkomne i fællesskabet. Overalt i kommunen gror et stort udbud af foreningsliv, stærke lokalsamfund med fællesspisninger, årlige kulturbegivenheder og levende iværksættermiljøer frem. Faaborg-Midtfyn Kommune er den geografisk største kommune på Fyn – og den smukkeste, hvis du spørger os. Kommunen strækker sig fra Det Sydfynske Øhav over højskolelandet på Midtfyn til Odense-forstæderne i nord.
Overvejer du at flytte til Faaborg-Midtfyn Kommune og blive en del af vores mange fællesskaber, vil vi meget gerne hjælpe dig med dine spørgsmål og overvejelser. Tag en snak med vores bosætningskonsulent, Johanne Holten, på tlf. 7253 1065.