Handicapprisen 2018

Faaborg-Midtfyn Kommunes handicapråd efterlyser kandidater til Handicapprisen. Alle borgere kan indstille kandidater frem til 3. november.

Handicapprisen uddeles hvert år til en person, virksomhed eller organisation, der i løbet af året gjort en helt særlig forskel for borgere med handicap i Faaborg-Midtfyn Kommune - eller har ydet en særlig handicappolitisk indsats enten lokalt, regionalt eller nationalt.

Prisen hylder med andre ord dem, der har gjort en ekstraordinær indsats for at borgere med handicap kan deltage i samfundslivet på lige fod med andre.

Kriterier for tildeling

Prisen vil blive tildelt på baggrund af indkomne forslag og kan for eksempel tildeles:

  • En erhvervsdrivende, der har gjort noget specielt for at integrere borgere med handicap i sin virksomhed,
  • En butiksindehaver, der har sikret god tilgængelighed til sin forretning,
  • En frivillig i en forening, der har arbejdet for at sikre, at borgere med handicap kan deltage i foreningslivet,
  • En hvilken som helst person, der uegennyttigt har arbejdet på at forbedre forhold for borgere med handicap.

Sådan indstiller du en kandidat

Indstillinger til Handicapprisen skal sendes til formand for Faaborg-Midtfyn Kommunes Handicapråd, Kristian Nielsen på krini@fmk.dk. Alternativt kan indstillingen sendes pr. post til:

Faaborg-Midtfyn Kommunes Handicapråd
Att. formand Kristian Nielsen
Ølstedvej 26
5672 Broby

Indstillinger til Handicapprisen skal være Handicaprådet i hænde senest d. 3. november 2018

Afsløringen af årets vinder af Handicapprisen og overrækkelsen finder sted mandag d. 3. december 2018 kl. 17 i Byrådssalen i Faaborg. Prisen overrækkes af borgmester Hans Stavnsager.