Varmeplan

Varmeplanlægningen fastlægger, hvor der er kollektiv varmeforsyning (fjernvarme/naturgas) og forbud mod elvarme.

Varmeplan 2012

Varmeplan 2012 fastlægger, hvor der er:

  • Kollektiv varmeforsyning (fjernvarme eller naturgas).

  • Tilslutnings-/forblivelsespligt.

  • Forbud mod el-opvarmning.

Områder, som ikke er omfattet af planen, har individuel opvarmning (oliefyr, pillefyr osv.).

Vær opmærksom på, at varmeplanen ikke er opdateret og der er vedtaget nye love, som har ændret grundlaget for planen.

Tilslutningspligt

Tilslutningspligt betyder, at grundejere har pligt til at tilslutte opvarmede bygninger til det kollektive varmeforsyningsnet (fjernvarme), som findes i området. Tilslutningspligten gælder, hvor det er tinglyst på den enkelte ejendom eller hvor lokalplanen for ejendommen fastlægger tilslutningspligt (gælder ikke de bygninger, som var opført da lokalplanen blev vedtaget).

Der er ikke krav om at fungerende individuelle anlæg skal kobles på. Men hvis et individuelt anlæg udskiftes, skal det tilsluttes den kollektive varmeforsyning.

Grundejeren skal betale tilslutningsafgift og faste udgifter til varmeforsyningsselskabet. Men der er ikke pligt til at købe varme.

Forblivelsespligt

I områder med tilslutningspligt er der også forblivelsespligt. Det betyder, at alle opvarmede bygninger, som er tilsluttet kollektiv varmeforsyning, skal blive ved med at være tilsluttet.

Dispensation

Der kan gives dispensation fra tilslutningspligten ved nybyggeri, hvis bygningen opfylder kravene til energirigtigt byggeri eller forsyningen sker med vedvarende energianlæg, som eksempelvis jordvarme. Bemærk at varmepumper og pillefyr ofte kan give anledning til nabogener, hvis de installeres i bebyggede områder. Henholdsvis pga. af støj og røg gener.

Naturgasforsyning

Fra 2013 er det ikke længere lovligt at installere gasfyr i nye boliger. Derfor gælder tilslutningpligten ikke i områder udlagt til naturgas.

Hvis tilslutningen til individuel naturgasfyr kan etableres som stikledning til eksisterede forsyningsnet eller 75% af et område er forsynet med naturgas i forvejen, kan der gives tilladelse til etablering af individuel naturgasfyr.

Forbud mod el-varme (Elpaneler mv.)

Der er forbud mod at etablere ”direkte” elvarme i kollektive varmeforsyningsområder (også områder udlagt til naturgas). Der er enkelte udtagelser. Bl.a. eldrevne varmepumpe, elvarme i sommerhuse, fritidshuse, kolonihavehuse mv.

Ejendomme med centralvarmeanlæg må således ikke fjerne radiatorer, varmtvandsbeholder mv. og etablere elvarme i stedet.

Kontakt

Dorthe Jørstad
dojoe@fmk.dk
72 53 21 36