En halv million kroner fordelt på lokale projekter i Faaborg-Midtfyn

Borgerbudgettet er nu fordelt til spændende projekter over hele kommunen.

Dato: 14. december 2022

Knap 500.000 kroner i puljen for Borgerbudgettet 2022 er nu fordelt på 32 projekter i de tre egne: Forstadsbåndet, Midtfyn og Faaborgegnen.

Borgerbudgettet administreres af styregrupper nedsat af lokalrådene, som også har lavet lokale kriterier for borgerbudgettet i de tre egne.

I alt var der 46 ansøgningerne til Borgerbudgettet 2022, som fordelte sig på 7 ansøgninger i Forstadsbåndet, 15 ansøgninger på Midtfyn og 24 ansøgninger på Faaborgegnen.

Borgerbudgettet i Forstadsbåndet har i år haft overskriften ”Fællesskab og aktiviteter”. Her modtog seks projekter midler.

Blandt andet er der uddelt 65.000 til Årslev Forenings Fællesskab, 25.000 til Ferritslev Fritidshus, som skal bruges til at styrke fællesskabsrelationer gennem aktiviteter, samt 20.000 til Forum Ferritslev-Rolfsted, som skal gå til Dyssefest 2023.

På Midtfyn fordeler midlerne sig på syv projekter.

Her er der bl.a. uddelt små 25.000 kroner til Liv i Stationen, som skal investere i støvsuger/gulvvasker, galleribelysning og solafskærmning. Der er afsat et lignende beløb til street basket i Ringe-Krarup, samt 25.000 kroner til opgradering af festivalpladsen hos Midtfyns Festival.

20.000 kroner finder vej til Mit Midtfyn, som skal bruges på at aflønne en kommunikationsmedarbejder.

”Vi er rigtig glade for, at vi med borgerbudgettet får mulighed for at hyre noget kommunikationshjælp og derigennem kan skabe ekstra fokus på alle de gode ting, der sker rundt omkring i lokalområdet. Det vil hjælpe os med hele tiden at have fingeren på pulsen og få opdateret vores medlemmer og hjemmeside med gode nye tiltag som fx cykelruter og gårdbutikker og alt det andet, der kan være med til at bringe Midtfyn på kortet som et godt og attraktivt bosætningssted.”

Annette Poulsen, formand for Mit Midtfyn.

Borgerbudgettet for Faaborgegnen fordeler sig på 19 projekter.

Her går blandt andet 10.000 kroner til Vester Aaby, hvor man vil rejse en vikingefigur. I Haastrup modtager man 9.900 kroner, som skal bruges på at genetablere den digitale opslagstavle ved indgangen til købmanden, mens man i Korinth/Øster Hæsinge skal have nyt loft i Veteranjernbanens ventesal. Til det projekt modtages støtte på 8.750 kroner.

Mindre administration for lokalområderne

Der er ikke afsat penge til borgerbudgettet i Budget 2023, og der vil derfor ikke finde en lignende uddeling sted det kommende år. Borgerbudgettet har fungeret siden 2015, dog med en pause i 2020.

Med nedlæggelsen af Borgerbudgettet har man i stedet øget puljemidlerne til udvikling af landdistrikterne med 375.000 kroner årligt. Formålet med denne omlægning er, at det skal være mere enkelt og mindre administrativt tungt at søge støtte til projekter og initiativer, der skaber værdi for det enkelte område.

”Jeg har været rigtig glad for borgerbudgettet, som over årene har givet lokalområderne mulighed for at prøve en masse forskellige modeller af – lige fra afstemninger i den lokale brugs til styregruppebeslutninger på tværs af lokalområder. Men jeg må også sige, at borgerbudgettet har været administrativt tungt. Ikke kun for kommunen, men i høj grad også for de frivillige, som har kastet kræfter i projektet over årene. Så jeg er glad for, at vi med Budget 2023 har tilføjet puljemidler til udviklingen af landdistrikterne, og ansøgnings- og tildelingsprocessen dermed gerne skulle blive mindre arbejdskrævende for lokalområderne.”

Anne Møllegaard Mortensen (O), formand for Kultur- og Lokalsamfundsudvalget.