Faaborg-Midtfyn Kommune søger 18-årige, som vil til fest på slottet

I anledning af H. K. H. Prins Christians 18-års fødselsdag inviteres unge fra landets kommuner til fest på Christiansborg Slot. De to 18-årige fra Faaborg-Midtfyn Kommune skal findes ved lodtrækning, som Ungdomsrådet og borgmesteren står for. Der er tilmeldingsfrist den 10. september.

H. K. H. Prins Christian. Foto: Franne Voigt/Kongehuset

Foto: Franne Voigt/Kongehuset

31. august 2023

Ligesom landets andre kommuner samt Grønland og Færøerne har Faaborg-Midtfyn Kommune fået en anmodning fra Kongehuset om at finde to 18-årige, som vil med til H. K. H. Prins Christians 18-års fødselsdagsfejring på Christiansborg Slot den 15. oktober.

I Faaborg-Midtfyn Kommune har Ungdomsrådet budt ind med idéer til udvælgelsesprocessen, og kommunen har sendt en besked ud via e-Boks til alle Faaborg-Midtfyns 18-årige med et link til en tilmeldingsside, hvor de, der ønsker at komme med til festen, kan skrive sig op.

Afgøres ved lodtrækning

Hvem, der skal til fest på slottet, vil blive afgjort ved en lodtrækning, som Ungdomsrådet og borgmesteren står for. Herefter vil de to heldige blive ringet op. Hvis telefonen ikke bliver taget, bliver der trukket lod igen.

Lodtrækningen foregår den 12. september ca. kl. 15:15, og Ungdomsrådet sender live fra lodtrækningen på deres Facebookside ”Faaborg-Midtfyn Kommunes Ungdomsråd”.

Der var tilmeldingsfrist til lodtrækningen den 10. september.

Praktiske oplysninger

  • Dronningen er vært ved gallataflet, som foregår kl. 17:00 til 22:00 søndag den 15. oktober 2023 på Christiansborg Slot i København.
  • Kongehuset sørger for transport til og fra festen via opsamlingssteder rundt i landet.
  • De to unge, der udtrækkes, vil efter den 15. september modtage en personlig invitation til fødselsdagsfejringen på mail og vil herefter også få en invitation med posten.
  • Deltagerne skal være iklædt jakkesæt/smoking eller lang kjole.
  • Deltagerne skal ikke medbringe en gave til prinsen.
  • Ud over unge fra landets andre kommuner samt Færøerne og Grønland, vil deltagerne til fejringen blandt andre være repræsentanter fra et udvalg af landets ungdomsorganisationer samt unge, som har markeret sig inden for sportens, kunstens og kulturens verden.
  • Der vil højst sandsynligt være stor mediedækning af begivenheden.

Spørgsmål? Kontakt os

Politik og Strategi

Tinghøj Allé 2
5750 Ringe

Telefon: 72 53 05 30

Send en mail

Skriv sikkert til os

Telefontider
Mandag-onsdag 8.00 - 15.30
Torsdag 8.00 - 17.30
Fredag 8.00 - 12.30