Nu kan du igen søge støtte til grønne investeringer og rådgivning

Til april åbner Virksomhedsprogrammets SMV:Grøn-pulje endnu engang for ansøgninger. Bl.a. Viking Rubber i Faaborg har modtaget støtte.

8. marts 2023

Har din virksomhed brug for nye investeringer og eller rådgivning på vejen mod grøn omstilling?

Så gør som Viking Rubber Company i Faaborg, som er i gang med at få lavet en livscyklusanalyse for de bukser, de har udviklet til folk, der bevæger sig rundt i højere luftlag, når de er på job.

"Vi vil gerne have et indblik i, hvor meget vores tøj belaster miljøet igennem en hel livscyklus – både i produktion og brug med vask osv. Vi ved, at tøj er den fjerdemest svinende industri, alt tøjproduktion er belastende for miljøet. Vi producerer arbejdstøj, så for os er det afgørende, at tøjet er holdbart. Der er stor forskel på, om et par bukser kan holde to eller fire år. Så vores langsigtede mål er, at vi kan vise vores kunder, at kvalitet betaler sig – også miljømæssigt"

Direktør Alexander Mygind Andersen.

Viking Rubber Company er en af i alt 66 fynske virksomheder, der indtil nu i alt har fået mere end 10 mio. kroner fra Virksomhedsprogrammets SMV:Grøn-pulje, som åbnede for første gang i efteråret 2021.

Penge, der har gjort det muligt at sætte ekstra fart under virksomhedernes bæredygtige udvikling og omstilling.

Puljen åbner igen d. 26. april, så nu er det bare med at komme i gang.

Læs mere om Virksomhedsprogrammet her: SMV:Grøn 2.0 | Virksomhedsprogrammet

Du kan også kontakte Erhvervshus Fyn, hvis du har brug for sparring om dit projekt og din ansøgning.