Oplev første spadestik til et grønnere Nr. Lyndelse

Kom med, når det første spadestik bliver taget til byfornyelsen i Nr. Lyndelse. Det sker den 9. maj kl. 13.00 ved Kærvej i centrum af byen.

2. maj

Nr. Lyndelse og Nr. Søby gennemgår i disse år en spændende udvikling, og borgere og gæster kan nu se frem til en opgradering af bymidten i Nr. Lyndelse, hvor der vil blive skabt flere grønne og hyggelige arealer.

Tirsdag den 9. maj kl. 13.00 skydes anlægsarbejdet i gang, når borgmester Hans Stavnsager og formand for Teknik- og Miljøudvalget Søren Kristensen griber spaden for at tage det første stik.

Byfornyelsen i Nr. Lyndelse er et led i den masterplan og det udviklingsprogram, der er lavet for Nr. Lyndelse og Nr. Søby frem mod 2030. Her er der fokus på byernes attraktive placering nær storby og grøn natur - planen har derfor fået navnet ’En oase tæt på storbyen’.

Hans Stavnsager glæder sig over, at anlægsarbejdet nu går i gang.

”Nr. Lyndelse har rigtig meget at byde på med en attraktiv placering og en unik kulturhistorie. I udviklingen af byen fremhæver vi netop de kvaliteter. Carl Nielsens musiske og legende univers bliver synliggjort, og på samme måde bliver naturen mere fremtrædende og brugbar,” fortæller Hans Stavnsager. 

Det er målet at trække 600 nye borgere til området frem mod 2030, og her er et løft af Nr. Lyndelse et vigtigt tiltag, fortæller Søren Kristensen:

”Tidligere har vi gennemført en opgradering i Nr. Søby, og nu er turen kommet til Nr. Lyndelse. Vi gør samtidigt meget for at binde de to byer bedre sammen med en ny hovedsti og grønne forbindelser. Det skal alt sammen være med til at skabe et endnu mere attraktivt område.”

Ved arrangementet i forbindelse med det første spadestik vil der være tale, sang og en mindre servering til de fremmødte.