Outdoor Sydfyn melder udsolgt til OCR-løb

Den 2. september er Outdoor Sydfyn klar med årets tredje event – det populære OCR-løb, der byder på fællesskab, sjove forhindringer og smuk natur.

25. august 2023

Ikke færre end 420 adrenalinglade løbere har tilmeldt sig årets store OCR-løb i Faaborg den 2. september. Det er Outdoor Sydfyn, der står bag det populære event, der har eksisteret siden 2021.

Siden første år er eventet kun vokset, og i år kan Outdoor Sydfyn melde udsolgt. Til sammenligning lød salgstallet sidste år på 220 solgte billetter.

De mange løbere kan se frem til et spændende program med våde, høje og tunge udfordringer. I OCR-løbet gælder det nemlig ikke bare om at løbe de i alt seks km hurtigst. OCR kommer fra USA og står for ’obstacle course racing’, hvilket kan oversættes til ’forhindringsløb’.

Deltagerne her skal klare ikke mindre end 30 forhindringer i det sydfynske terræn.

Outdoor Sydfyns OCR-løb er udviklet i samarbejde med Andreas Stahl Olsen, som har tilhørt den danske OCR-elite. Han ved om nogen, hvordan OCR-løbet adskiller sig fra et almindeligt løb.

”Flere af forhindringerne vil udfordre deltagernes mentale grænser – som når de skal hoppe fra en fem meter høj platform, svømme på dybt vand, bevæge sig i mørke og passere klaustrofobiske, smalle passager,” fortæller Andreas Stahl Olsen. 

Rico Busk, der arrangerer løbet, glæder sig til en spændende dag i selskab med de mange løbere.

”Det er dejligt, at så mange kan se det sjove i vores løb, og at vi nu har udsolgt. Løbet er en anderledes måde at opleve Faaborgs attraktioner og smukke natur. Og ikke mindst områdets stærke fællesskaber - mange af de lokale aktører deltager og støtter op,” udtaler Rico Busk.

OCR-løbet er det tredje og sidste af Outdoor Sydfyns events i år. I april blev der afholdt et SKOV-event, og i juni var det et VAND-event. Ved disse events var der mange forskellige aktiviteter som træklatring, MTB, svømning og kajak.

Du kan læse mere om Outdoor Sydfyns events på outdoorsydfyn.com.