Oplev Sydfynsk Forår – her er noget for enhver

Foråret i Faaborg og omegn byder på garn, outdooraktiviteter, blomstrende syrener og meget mere. Med andre ord er Sydfynsk Forår oplevelser for hele familien.

19. april 2024

Sydfynsk Forår er noget helt særligt.

Det er nære oplevelser med naturen i centrum. Det er et landskab klædt i lilla, når kilometerlange hegn af syrener springer ud. Det er vandreture og mountainbike i Svanninge Bakker og Bjerge og et køligt dyp i Det Sydfynske Øhav.

Det er smagfulde fristelser i lokale vejboder og dramatiske fortællinger om et oversvømmet istidslandskab i vores UNESCO-certificerede geopark. Og det er meget, meget mere.

Det sydfynske forår i Faaborg og omegn er fyldt med oplevelser, og i år har Faaborg-Midtfyn Kommune i samarbejde med VisitFaaborg og en lang række aktører samlet arrange-menterne under overskriften Sydfynsk Forår.

”Idéen med at samle forårets aktiviteter under ét koncept kommer fra Faaborg Vinterdage, hvor vi oplevede et enormt stærkt samarbejde på tværs af aktørerne, da vi gik ud og brandede området samlet. Det kunne også ses på besøgstallene,” fortæller Kristine Kiilerich, projektleder på Sydfynsk Forår, og tilføjer:

”Så vi håber, at Sydfynsk Forår på samme måde får lokket flere ud i naturen og flere besøgende til vores område. Vi har så meget at byde på.”

Store som små aktører har haft muligheden for at tilbyde deres oplevelser på Visitfaaborg.dk og dermed komme med i den fælles markedsføring af Sydfynsk Forår. Og programmet begynder nu virkelig at tage form med oplevelser for hele familien.

Fra garn til Geopark Dage

Uanset om du er til høj puls, hyggelige sysler, geologiske vandringer eller lækre spiseoplevelser er der noget for dig.

Sydfynsk Forår byder blandt andet på:

  • Knitting by the sea – garnfestival, d. 26.-28. april 2024. Kom med til garnfestival i Faaborg og bliv inspireret. Programmet byder på et hav af workshops, talks, udstillinger og boder med både garn, udstyr og opskrifter.

  • Outdoor Sydfyns Skov-event, d. 4. maj. Kom med på bl.a. en vandretur i Svanninge Bakker og Bjerge, deltag i træklatring eller prøv canicross – et løb med din hund. Du kan også overnatte i trætoppen.

  • Geopark Dage, d. 9.-12. maj 2024. Vær med, når vi fejrer vores fantastiske istidslandskab. Det gør vi med aktiviteter, der sætter fokus på bl.a. naturen, et aktivt udeliv samt kunst og kultur. Oplev bl.a. forårssnorkling, smukke vandreture, pizza med tang eller cykeltur igennem hele Geopark Det Sydfynske Øhav, der nu er udnævnt UNESCO Global Geopark.

  • Syrenlandet, midt i maj. Oplev vores lilla syrenruter og smukke hotspots, når de kilometerlange syrenhegn springer ud, og de første vejboder begynder at sælge friske grøntsager. Deltag i Knabegaardens asparges-event, kom med på en guidet ridetur eller smag den lokale syrenis.

Du kan finde yderligere information om forårets arrangementer her.