Forslag til sommerhusområde ved Nab

Planerne giver mulighed for at omdanne feriehuse til sommerhuse, samt at opføre 8 nye sommerhuse. Klagefrist: 14. juli 2023

Luk alle
Åben alle

Orienteringsmøde tirsdag 8. august

Der afholdes orienteringsmøde online, hvor alle interesserede er velkomne. For at deltage skal man sende en tilmelding til planogkultur-post@fmk.dk – så vil man modtage et link til mødet.

Mødet afholdes online, fordi mange af ejerne af feriehusene bor i andre landsdele og lande.

Forslag til Kommuneplantillæg nr. 34 og lokalplan 2023-7

Faaborg-Midtfyn Kommune har ved 2 lejligheder ansøgt Staten om mulighed for at omdanne feriecentret Mosegården (feriehuse og hotel) til sommerhusområde. Ved første ansøgning blev området hvor hotellet (den tidligere gård) ligger udlagt til 8 nye sommerhusgrunde ved landsplandirektiv i 2019. Ved anden ansøgning blev de 47 ferieboliger udlagt til omdannelse til 47 sommerhuse ved landsplandirektiv i 2021.

Formålet med planlægningen er at sikre mulighed for, at området kan omdannes til sommerhusområde jf. landsplandirektiverne. I den forbindelse skal lokalplanen sikre, at der sker en bedre landskabelig tilpasning af byggeriet, end det er tilfældet i dag. Landskabstilpasningen skal bl.a. sikres ved en øget beplantning, der kan skabe en blødere overgang mellem bebyggelsen og landskabet. Beplantning af området er forudsætning for ibrugtagning af sommerhusene.

Derudover har lokalplanen til formål at sikre, at området fortsat er et roligt område, med en begrænset overnatningskapacitet i det enkelte sommerhus. De eksisterende ferieboliger som omdannes til sommerhuse kan ikke udvides og på de 8 nye sommerhusgrunde, sættes der begrænsning på sommerhusstørrelsen. Der gives altså ikke mulighed for 'kæmpe-sommerhuse', som erfaringsmæssigt medfører problemer med støj og andre nabogener, der følger af en stor overnatningskapacitet i de enkelte sommerhuse. Lokalplanen har også til formål at sikre, at ny bebyggelse indpasses i kystprofilet og landskabet. Dette sikres ved at fastlægge krav til materialer, reflektioner og farvesætning af bebyggelsen.

Indsigelser, ændringsforslag eller bemærkninger til planforslagene skal skriftligt indsendes og være kommunen i hænde senest d. 18. august 2023.

Høringssvar skal sendes til:

  • planogkultur-post@fmk.dk
  • Plan, Mellemgade 15, 5600 Faaborg
  • Ved sikker post vælg: skriv ny post -> vælg modtager -> Faaborg-Midtfyn Kommune -> fysisk planlægning -> fysisk planlægning

Høringsfrist: 18. august 2023

Forslag til Kommuneplantillæg nr. 34. Nyt sommerhusområde ved Nab

Forslag til Lokalplan 2023-7. Sommerhusområde, Nab

Retsvirkninger

Forslaget til lokalplanen betyder, at det ikke er tilladt at bebygge eller udnytte ejendomme inden for lokal-planområdet på en måde, der tager forskud på den endelige plans indhold. Det gælder indtil den endelige plan er vedtaget og offentliggjort. Dog gælder det højest et år efter forslaget er offentliggjort.

Eksisterende lovlig bebyggelse eller anvendelse, der er etableret før offentliggørelse af lokalplanforslaget, kan fortsætte som hidtil.

Miljøvurdering

Forslag til kommuneplantillægget og lokalplanen er screenet i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer. Planens virkeliggørelse medfører ikke væsentlige indvirkninger eller ændringer på miljøet, og det vurderes, at der ikke skal foretages miljøvurdering af planen.

Hvis du ønsker at klage over kommunens afgørelse om ikke at udarbejde miljøvurdering, kan du klage til Planklagenævnet, inden 4 uger fra d. 16. juni 2023, hvor afgørelsen er offentliggjort på plandata.dk, altså senest d. 14. juli 2023.

Miljøscreening

Klagevejledning

Hvis du ønsker at klage over kommunens afgørelse om ikke at udarbejde miljøvurdering, kan du klage til Planklagenævnet, inden 4 uger fra d. 16. juni 2023, hvor planen er indlæst i www.plandata.dk, altså senest d. 14. juli 2023 Du klager via Klageportalen, her finder du også en vejledning til, hvordan du klager.

En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen. Du kan læse mere om gebyrerne og forventet sagsbehandlingstid på www.naevneneshus.dk.

Klagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til kommunen. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.

Hvis du vil indbringe Klagenævnets afgørelse for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder fra den dato hvor afgørelsen er meddelt eller offentliggjort.

Spørgsmål? Kontakt os

Plan

Mellemgade 15
5600 Faaborg

Telefon: 72 53 20 36

Send en mail

Skriv sikkert til os