Byfornyelse og landsbyfornyelse
Attraktive byer og landsbymiljøer
Teknik og Miljøudvalget har den 23. oktober 2025 vedtaget nye retningslinjer for både Landsbypuljen og Bymidtepuljen.
Du kan læse mere om de nye muligheder for støtte i referatet fra Teknik- og Miljøudvalgsmødet den 23. oktober Teknik- og Miljøudvalget 2022-25 - Mødelokale M21 punkt. 172 og 173.
Kommunalbestyrelsen har afsat penge til byfornyelse. Politikerne vil gerne sikre attraktive byer og landsbymiljøer, også for at få flere til at bosætte sig i kommunen.
Byfornyelse foregår dels som større områdefornyelser og dels som støtte til private bygningsfornyelser og nedrivning af nedslidte og skæmmende ejendomme.
Byfornyelsesprojekter
I øjeblikket arbejder kommunen med områdefornyelsesprojekter i Korinth og langs rute 8 i Bøjden, Horne, Korinth og Gislev.
Støtte til renovering
I forbindelse med pulje til landbyfornyelse og pulje til fornyelse af bymidter, kan du som privat husejer eller privat boligudlejer søge om støtte til renovering af din private helårsbolig eller din udlejningsejendom. Der kan også ydes støtte til renovering af forsamlingshuse og bygninger med lignende anvendelse.
Der kan ikke gives støtte til sommerhuse eller fritidsboliger.
PULJE TIL LANDSBYFORNYELSE
Ligger din bolig i en af kommunens landområder, eller i en af de mindre byer med under 3.000 indbyggere, kan du søge om støtte til renovering af hele boligens klimaskærm hvis boligen er opført før 1960 og er væsentligt nedslidt. Det er en betingelse for at opnå støtte til renovering, at istandsættelsen udføres så bygningens bevaringsværdi af de udvendige bygningsdele fastholdes eller forøges - dette ved at blive istandsat i overensstemmelse med bygningens oprindelige arkitekturstil, håndværk og udtryk.
Kommunen støtter renovering af boliger og forsamlingshuse eller bygninger med lignende anvendelse med 40 % - dog max 250.000 kr.
Ansøgninger om støtte til renovering prioriteres efter boligens synlighed i det lokale bymiljø og fra hovedveje mellem landsbyer i det åbne land samt områder med områdefornyelse.
Områder med igangværende områdefornyelse:
Se kort - Langs rute 8 i Bøjden, Horne, Gislev
PULJE TIL FORNYELSE AF BYMIDTER – FAABORG OG RINGE
Ligger din bolig inden for bymidteafgrænsningen i Faaborg eller Ringe, kan du søge om støtte til renovering af hele boligens klimaskærm hvis boligen er opført før 1960 og er væsentligt nedslidt. Det er en betingelse for at opnå støtte til renovering, at istandsættelsen udføres så bygningens bevaringsværdi af de udvendige bygningsdele fastholdes eller forøges - dette ved at blive istandsat i overensstemmelse med bygningens oprindelige arkitekturstil, håndværk og udtryk.
Kommunen støtter renovering af boliger med 30 % - dog max 300.000 kr.
Ansøgninger om støtte til renovering prioriteres ud fra bygningens bevaringsværdi og renoveringens synlighed i det visuelle miljø i byerne, de mest befærdede områder langs hovedfærdselsårer og pladser i byerne.
Se kort - Faaborg bymidteafgrænsning
Se kort - Ringe bymidteafgrænsning
PROCES FOR TILDELING AF STØTTE
Ansøgninger om støtte til renovering vil blive politisk behandlet løbende. Der er derfor ikke en ansøgningsfrist.
Da der er begrænsede puljemidler til rådighed, vil forvaltningen vurdere, hvilke ansøgninger, der bør prioriteres, hvis mængden af ansøgninger overstiger puljemidlerne.
Søger du om støtte til renovering skal du bruge ansøgningsskemaet nedenfor. Ansøgningen skal indeholde:
- Udfyldt ansøgningsskema med beskrivelse af det arbejde, der søges om støtte til
- Fotodokumentation
- To sammenlignelige tilbud på arbejdet fra relevante, uvildige og momsregistrerede håndværker
Har du spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte PLAN på plan@fmk.dk
Læs mere om støtte til renovering herunder:
Vejledning til Støtte til renovering - Pulje til Landsbyfornyelse
Vejledning til Støtte for renovering - Pulje til bymidter (Faaborg og Ringe)
Støtte til nedrivning
I pulje til landbyfornyelse er det muligt at søge om støtte til:
- Nedrivning af dårlige boliger opført før 1960
- Nedrivning af private tommer erhvervsbygninger i byer
- Nedrivning af tiloversblevne landbrugsbygninger på nedlagte landbrug
- Fjernelse af skrot og affald på boligejendomme
- Opkøb af dårlige bygninger med henblik på nedrivning
- Indretning af offentligt tilgængelige byrum, hvor der gives støtte til nedrivning
Det er en betingelse for støtte til nedrivning, at ansøgningen er begrundet i bygningens fysiske tilstand.
Der kan kun i særlige tilfælde gives støtte til nedrivning af bygninger, hvor der efterfølgende er planer om at opføre en ny bolig.
Kommunen støtter:
- Nedrivning af boliger, der opfylder kravene, med 100%. Kommunen varetager nedrivningen
- Nedrivning af private tommer erhvervsbygninger i byer med 50 %
- Nedrivning af tiloversblevne landbrugsbygninger på nedlagte landbrug med 50 % dog max 300.000 kr.
- Fjernelse af skrot og affald på boligejendomme 50 %
PROCES FOR TILDELING AF STØTTE
Ansøgninger om støtte til nedrivning vil blive politisk behandlet løbende. Der er derfor ikke en ansøgningsfrist.
Da der er begrænsede puljemidler til rådighed, vil forvaltningen vurdere, hvilke ansøgninger, der bør prioriteres, hvis mængden af ansøgninger overstiger puljemidlerne.
Ansøgninger om støtte til nedrivning prioriteres efter synlighed i det lokale bymiljø eller fra hovedveje mellem landsbyer i det åbne land samt områder med områdefornyelse.
Områder med igangværende områdefornyelse:
Se kort - Langs rute 8 i Bøjden, Horne, Gislev
Søger du om støtte til nedrivning skal du bruge ansøgningsskemaet nedenfor. Ansøgningen skal indeholde:
- Udfyldt ansøgningsskema
- Nedrivningstilladelse (Du kan læse mere om nedrivningstilladelse og ansøgning om denne her: Tilladelse til nedrivning)
- Billeder af ejendommen
- Evt. panthavergodkendelse
- Ved ansøgning om støtte til nedrivning af erhvervsbygninger og tiloversblevne landbrugsbygninger skal der indhentes to sammenlignelige tilbud fra relevante, uvildige og momsregistrerede håndværker
- Særligt for bæredygtig nedrivning: Se vejledning til Støtte til nedrivning
Ved nedrivning af erhvervsbygninger og tiloversblevne landbrugsbygninger, står ejer selv for nedrivningsprocessen. I forbindelse med nedrivning af boliger, varetager kommunen nedrivningen.
Bæredygtig nedrivning
Pulje til landsbyfornyelse kan hjælpe dig med en bonus, så du kan modtage ekstra støtte til at nedrive bygninger bæredygtig, så byggematerialer identificeres til genbrug og genanvendelse. Faaborg-Midtfyn Kommune kan yde støtte til bæredygtig nedrivning af nedlagte erhvervsbygninger i en by, herunder tiloversblevne landbrugsbygninger.
Støtten kan tildeles under kriterier som ved almindelig nedrivning i øvrigt jf. lov om byfornyelse. Ved bæredygtige nedrivninger giver Faaborg-Midtfyn Kommune mulighed for, at det maksimale støttebeløb til nedrivning, hæves efter en individuel vurdering, som kommunen foretager på baggrund af indsendt ansøgning og ansøgningsmateriale.
Spørgsmål? Kontakt os
Plan
Mellemgade 15
5600 Faaborg
Telefon: 72 53 20 36
Telefontid bygningsfornyelse
Tirsdag kl. 8.30-15.30
Torsdag kl. 8.30-17.00