Outdoor FUN

Med Outdoor FUN vil Faaborg-Midtfyn Kommune og en række samarbejdspartnere skabe bedre rammer for unges udeliv igennem organiserede outdoor-tilbud i skole- og fritidsliv. Hensigten er at fremme unges fysiske sundhed, fællesskaber og mentale trivsel.

I kommunen bor der flere end 3.200 unge i alderen 12-16 år, som er projektets målgruppe. De følger, i grove træk, den nationale udvikling med manglende bevægelse og øget mental mistrivsel.

Børn og unge kommer i dag mindre i naturen sammenlignet med tidligere generationer og særligt unge vælger naturen fra. Faaborg-Midtfyn Kommune har en unik natur og et rigt foreningsliv med et væld af outdoor-tilbud. Når det kommer til unge, er tilbuddene dog begrænsede og eksisterende outdoor-aktiviteter og fællesskaber tiltaler kun få fra målgruppen.

Dét vil projektet gøre noget ved. Aktiviteter og ophold i naturen, kan nemlig være med til at styrke unges naturdannelse og fysiske- og mentale sundhed.

Projektets målsætning er at:

  • Skabe outdoor-aktiviteter, organisering og strukturer der er attraktive for unge i målgruppen og nedbryder barrierer for deltagelse i organiserede outdoor-fællesskaber
  • Styrke samarbejde mellem skoler/institutioner og fritidsaktører med henblik på at skabe målrettede samarbejder og nye fælles løsninger
  • Udvikle en model som sikrer at alle 12-16-årige i kommunen bliver introduceret til det aktive udeliv igennem skole- og fritidsliv og inviteret ind i organiserede outdoor-fællesskaber

Et stærkt partnerskab

Projektet sker i et udviklingssamarbejde med otte stærke partnerne. Syddansk Universitet er forskningspartner og følger projektet tæt. De øvrige partnere er Outdoor Sydfyn, Ungdomsskolen, Naturskolen Tarup-Davinde, Øhavsmuseet, Faaborg Børnebilledskole, Hjemly Friskole og Geopark Det Sydfynske Øhav.

Novo Nordisk Fonden støtter projektet med tæt på 10 mio. kr. fra primo 2023 til ultimo 2026.

Spørgsmål? Kontakt os

Kultur og Fritid

Mellemgade 15
5600 Faaborg

Telefon: 72 53 80 00

Send en mail

Skriv sikkert til os