Tilskud til pasning af eget barn
Du kan som forælder få tilskud til at passe dit eget barn i stedet for en plads i et kommunalt dagtilbud.
For at få tilskud af Faaborg-Midtfyn Kommune til at passe dit eget barn, er der en række ting, du skal være opmærksom på:
- Du må ikke have anden skattepligtig indkomst i samme periode. Feriepenge er undtaget.
- Perioden, hvor du passer dit eget barn, skal være mindst 26 uger og højest 1 år.
- Der kan kun modtages tilskud for én periode til samme barn, men perioden kan godt være delt mellem to forældre.
- Når tilskudsperioden starter, skal dit barn være mindst 24 uger.
- Når tilskudsperioden slutter, må dit barn maks. være 2 år og 11 måneder.
- Du skal være biologisk forælder, adoptivforælder, myndighedsindehaver eller samlevende med nævnte i husstanden.
- Du skal have opholdt dig i Danmark og/eller Grønland i mindst 7 ud af de sidste 8 år. Danske statsborgere og andre EU/EØS borgere er ikke omfattet af denne betingelse.
- Tilskuddet bevilliges kun fremadrettet fra den dag ansøgningen modtages af kommunen.
- Du kan ikke få tilskud, hvis en forælder er på barsel med barnet.
- Tilskud til pasning af egne børn kan ikke gives, hvis hensynet til barnet taler for, at barnet skal indmeldes i et dagtilbud med støtte efter dagtilbudslovens § 4, stk. 2. eller bestemmelserne i servicelovens § 52 om særlig støtte til børn og unge.
- Tilskud til pasning af egne børn bortfalder hvis tilskudsmodtageren fraflytter kommunen.
- Hvis du ønsker at afbryde tilskuddet før tid, skal du skriftligt rette henvendelse til Pladsanvisningen.
Hvis du ikke er EU/EØS borger, skal du desuden kunne dokumentere tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne udvikle dit barns sproglige kompetencer i dansk. Dokumentation for tilstrækkelige danskkundskaber kan som minimum være en bestået 9.-klasseprøve i dansk, prøve i Dansk 2 eller en tilsvarende dokumentation.
Dokumentationen skal vedhæftes ansøgningen om tilskud til pasning af eget barn eller efterfølgende sendes med sikker post til Pladsanvisningen. Ønsker du yderligere information om denne dokumentation, kan du kontakte Pladsanvisningen.
Søg tilskud
Du kan tidligst søge om tilskud til pasning af eget barn 3 måneder før, dit barn skal passes.
Du skal søge i god tid inden starten af pasningen, da du ikke kan få tilskud fra før ansøgningstidspunktet.
Du kan ikke søge om tilskud i samme periode, som dit barn er indmeldt i dagtilbud. Du skal selv sørge for at udmelde dit barn af evt. andet tilbud, før du søger om tilskud til pasning af eget barn.
Bemærk hvis dit barn er opskrevet til kommunalt dagtilbud med en behovsdato i den ansøgte bevillingsperiode, vil behovsdatoen blive ændret til den efterfølgende 1. eller 16. i måneden alt afhængigt af hvilken dato bevillingen ophører.
Din ansøgning om tilskud til pasning af eget barn bliver færdigbehandlet senest 2 måneder efter, vi har modtaget ansøgningen.
Så meget kan du få i tilskud
I 2026 er tilskuddet 6.478 kr. pr. måned.
Bemærk:
- Tilskuddet er skattepligtigt og vi vil derfor bruge oplysningerne fra dit hovedkort fra SKAT.
- Tilskuddet bliver indsat på din NemKonto, den sidste hverdag i den måned tilskuddet dækker.
- Der kan maks. udbetales 3 tilskud til samme husstand på samme tid.