Bekymret for et barn eller en ung

Hvad gør du, når du bliver bekymret for et barn eller en ungs trivsel? Eller når du som barn eller ung selv er i vanskeligheder og har brug for hjælp?

Her kan du gøre Faaborg-Midtfyn Kommune opmærksom på din bekymring for et barn eller en ungs trivsel. Du kan også kontakte kommunen, hvis det er dig selv eller dine søskende, du er bekymret for.

Uanset hvad din bekymring drejer sig om, er det vigtigt, at du tager den alvorligt. Tegnene, der har gjort dig bekymret, kan være udtryk for, at du selv eller barnet er i vanskeligheder og har behov for hjælp.

Akut behov for hjælp

Har du brug for hjælp her og nu, kan du kontakte Børne- og Familieafdelingen på telefon 72 53 30 00 inden for afdelingens telefontid (se telefontider nederst på siden). Kan du ikke komme igennem til afdelingen, så ring til omstillingen på telefon 72 53 05 30.

Uden for åbningstid, skal du kontakte Politiet på telefon 114, som herefter kontakter døgnvagten.

Lav en underretning

En underretning er en henvendelse om en bekymring for et barn, en ung eller din egen trivsel. Du kan både underrette digitalt, telefonisk, mundtligt, på e-mail og sms eller ved at sende din underretning til Opvækst og Læring på adressen Skolevej 6, 5854 Gislev.

Sådan underretter du digitalt som borger

Du kan indsende en underretning digitalt med dit MitID eller vælge at gøre det anonymt via blanketten herunder. Bemærk at forældrene får adgang til at se underretningen - også hvis du vælger at være anonym. Sørg derfor for, at din beskrivelse ikke indeholder oplysninger, der kan afsløre din identitet, hvis du ønsker anonymitet. 

Sådan underretter du digitalt som fagperson

Fagpersoner har særlig underretningspligt. Hvis du derfor har et arbejde, hvor du er i tæt kontakt med børn og unge, er du særlig forpligtet til at underrette kommunen. Din underretningspligt går i dette tilfælde forud for din tavshedspligt. Du behøver ikke at have et kendskab til barnets eller den unges forhold. Din skærpede underretningspligt betyder, at du har pligt til at reagere alene på baggrund af forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung har brug for særlig støtte. Du kan indsende underretningen digitalt via blanketten herunder.

Er du barn eller ung og har brug for hjælp?

Er du under 18 år, og er der noget i din hverdag, som gør, at du har det dårligt? Er du ked af det eller bange meget af tiden? Drikker de voksne derhjemme fx for meget alkohol? Eller bliver du, eller nogen tæt på dig, slået? Så kan du få hjælp.

Hvis du vil vide mere