Socialpædagogisk støtte

Du kan få hjælp til at udvikle samt vedligeholde dine færdigheder til, at kunne mestre dit liv i egen bolig.

Hvad er socialpædagogisk støtte?

Socialpædagogisk støtte er til dig med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale vanskeligheder. Tilbuddet kan være som bostøtte, tilknytning til et støttecenter eller deltagelse i Mestringsenheden. Der visiteres efter Servicelovens §82 og §85.

Hvad er et støttecenter?

I Støttecentrene arbejder vi i forlængelse af de indsatsmål, du har fået bevilliget igennem §85.
Formålet er at tilbyde et socialt fællesskab, hvor du kan møde ligesindede, der arbejder med samme mål som dig selv.

I Faaborg-Midtfyn Kommune findes der to støttecentre:

I Ringe - på Tværgade 13

I Faaborg - på Damtoften 6B

Hvad sker der på støttecenteret?

Der bliver løbende lavet nye gruppeforløb, der passer til netop de indsatser borgerne har fået bevilliget i §85.

Temaerne i de forskellige gruppeforløb kunne fx være:

  • Planlægning og tilrettelægning af sin dag/uge
  • Social færdighedstræning
  • Lave aftaler og møde til aftaler med det offentlige
  • Undervisning i fx brugen af E-boks

Vi har stort fokus på, at de bedste ideer ikke altid kommer fra de ansatte.
Nogle gange findes løsningen på ens udfordring, ved at man hører, hvordan andre har klaret samme problemstilling.

Hvornår kan man komme på støttecenteret?

Der er åbent alle ugens dage. Mandag til torsdag er det om aftenen fra kl. 16.00-20.00 og fredag til søndag er det formiddag/eftermiddag og slutter senest kl. 16.00

Hvad er Bostøtte?

Bostøtte er for dig, som bor i egen bolig og har lettere nedsat psykisk funktionsevne, og derfor brug for støtte og vejledning i hverdagen. Støttecentret tilbyder socialpædagogisk råd og vejledning i det antal timer du er visiteret til. 

Hvem giver bostøtte?

Et af de to Støttecentre i kommunen står for bostøtten til dig i din egen bolig 

Nogle af de ting, som der typisk ydes støtte til, er:

• Læsning af post
• Vejledning om økonomi
• Kontakt til læger-speciallæger-offentlige instanser
• Etablering af socialt netværk
• Andet du måtte have behov for.