Plejehjem
Har du behov for pleje og støtte døgnet rundt kan du søge om en plejebolig, som er din egen bolig på et plejehjem.
Søg om en plejebolig
Du kan ansøge om plejebolig digitalt eller ved at kontakte en visitator i Rådgivning og Visitation.
Har du ikke MitID kan du ringe på telefon 72 53 50 58 og få ansøgningsskema tilsendt.
Ansøgningsskema sendes til:
Sundhed og Ældre
Skolevej 6
5854 Gislev (Bemærk at postkassen står ud mod Faaborgvej med navn: Sundhed og Omsorg)
Du kan godkendes til en plejebolig, hvis:
- Du har behov for, at der er personale tilstede hele døgnet
- Du ikke er i stand til selv at tilkalde hjælp
- Dit hjælpebehov ikke er forudsigeligt
- Du er døende
Når Myndighedsafdelingen har modtaget din ansøgning, vil boligvisitationsudvalget indhente relevante oplysninger. Det kan ske ved et besøg af en visitator, der i samarbejde med dig afdækker dine behov. Du er velkommen til at invitere familie eller andre med til samtalen.
Du bliver optaget på kommunes venteliste, hvis du bliver godkendt til en plejebolig. Hvis du søger uspecifikt, er der en boliggaranti inden for 2 måneder.
Når du bor i plejebolig, er det din bolig. Du skaber dit eget hjem med dine egne møbler og andre ejendele- dog er der som standard en plejeseng i boligen. Nogle plejehjem har ægteparboliger, hvor din ægtefælle eller samlever kan flytte med.
For plejeboligen gælder de almindelige bestemmelser på boligområdet. Det vil sige, at du betaler husleje, el, varme, tøjvask og lign. Disse udgifter beregnes individuelt og afhænger af din konkrete plejebolig.
Plejehjemmene tilbyder døgnkost, som du betaler for.
Når du er flyttet ind i din plejebolig, vil plejehjemmets personale i samarbejde med dig udarbejde en plan. Planen beskriver, hvordan du og personalet skal samarbejde, så du får den dagligdag, du ønsker.
Personalet vil fortsat have fokus på dine muligheder for at være aktiv og støtte dig i at klare så mange ting som muligt selv.
Ud fra din fysiske og mentale formåen tilbydes du træning.