Fleksjob

Et fleksjob kan sikre, at en borger bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet ved at løse mindre. Virksomheden betaler kun for de effektive arbejdstimer.

Luk alle
Åben alle

Ansæt en medarbejder i fleksjob

Medarbejder ansat i et fleksjob har en nedsat arbejdsevne og har derfor behov for fysiske og/eller psykiske skånehensyn.

Nedsat arbejdsevne betyder, at fleksjobberen kan arbejde i færre timer end fuldtidsansatte og/eller skal bruge længere tid på at løse opgaverne.

Fleksjob kan oprettes inden for alle arbejdsområder og kan tilbydes personer, der har en væsentlig begrænsning i arbejdsevnen i forhold til ethvert erhverv.

Har jeres virksomhed mindre opgaver, som det ellers kan være svært at finde medarbejdere til, kan oprettelsen af et fleksjob derfor være løsningen. Virksomheden udbetaler kun løn for den arbejdsindsats, som den fleksjobansatte reelt yder. Medarbejdere får derudover et tilskud fra kommunen. 

Fleksjob bevilges som udgangspunkt i op til fem år ad gangen.

Fastholdelses­fleksjob

Med et fastholdelsesfleksjob kan virksomheden beholde medarbejdere på trods af en varig begrænsning i arbejdsevnen. I et fastholdelsesfleksjob er arbejdsopgaver og tempo tilpasset medarbejdernes formåen, og arbejdstiden kan være helt ned til få timer om ugen. Virksomheden udbetaler kun løn for den arbejdsindsats, som den fleksjobansatte reelt yder. 

Derudover får den fleksjobansatte et tilskud fra kommunen. 

Ved sygdom ydes sygedagpengerefusion fra første fraværsdag, og der kan ydes tilskud til særlige arbejdsredskaber, arbejdspladsindretning og personlig assistance. 

Fastholdelsesfleksjob kan oprettes inden for alle arbejdsområder, hvis følgende betingelser er opfyldt: 

  • Medarbejderen skal have været ansat på særlige vilkår eller under de sociale kapitler i mindst 12 måneder, og det er dokumenteret, at der er gjort et reelt forsøg på at etablere et vedvarende ustøttet job (uden løntilskud). Betingelsen bortfalder, hvis medarbejderen har mindre end 6 år til folkepensionsalderen eller ved akut sygdom/ulykke. 
  • Der er udarbejdet en skriftlig aftale mellem virksomheden og medarbejderen, hvoraf det fremgår, hvilke funktioner den ansatte har svært ved at udføre, og hvilke konkrete skånebehov der er aftalt. 
  • Medarbejderen opfylder de almindelige betingelser for fleksjob. 

Udvikling i ansættelsen

Fleksjobordningen er målrettet, så også personer med en meget lille arbejdsevne kan komme ind i ordningen.

Erfaringer viser, at mange kan øge deres timeantal, når de er faldet godt til på en arbejdsplads. Derfor skal der fra starten tænkes over, hvordan ansættelses kan tilrettelægges, så der er et løbende fokus på fleksjobberens udvikling i jobbet.

Jobcenteret følger op på ansættelsen efter et ½ år (fleksjob på 10 timer eller mindre) med fokus på fleksjobberens udvikling i jobbet og igen efter 2½ år.

Løn- og ansættelsesvilkår

Arbejdsgiver udbetaler løn for antallet af fleksjobberens effektive timer.

Eksempel:

Når en medarbejder er ansat i 10 timer og har 80% intensitet, udbetaler arbejdsgiver løn for 8 effektive timer.

Løn og andre arbejdsvilkår, herunder arbejdstiden, fastsættes som udgangspunkt efter overenskomsten på ansættelsesområdet.

Ansatte i fleksjob er omfattet af de samme fagretslige regler som ansatte på normale vilkår.

Sygdom i fleksjobbet

Løn under sygdom afhænger af den ansættelseskontrakt, du laver med fleksjobberen. Hvis den pågældende fleksjobansatte får løn under sygdom, får fleksjobberen stadig fleksløntilskud fra kommunen. 

Ved sygdom ydes sygedagpengerefusion fra første fraværsdag, og der kan ydes tilskud til særlige arbejdsredskaber, arbejdspladsindretning og personlig assistance.

Når virksomheden udbetaler løn under sygdom, kan der anmodes om sygedagpengerefusion fra kommunen, som er det beløb, fleksjobberen kunne have modtaget i sygedagpenge fra kommunen.

Vær opmærksom på anmeldelsesfristerne.

Hvad hvis samarbejdet ikke fungerer?

Hvis samarbejdet mellem virksomheden og fleksjobberen ikke fungerer, kan fleksjobberen afskediges på de vilkår, der gælder for ansættelseskontrakten og eventuelt gældende overenskomst.

Hvis det ikke er en uforholdsmæssig stor byrde, har du som arbejdsgiver pligt til at træffe rimelige foranstaltninger for, at en person med nedsat funktionsevne kan udføre sit arbejde.

En afskedigelse af en person med handicap skal være sagligt begrundet og overholde lov om forbud mod forskelsbehandling.

Spørgsmål? Kontakt os

Virksomheds­service

Lindevej 5
5750 Ringe

Telefon: 72 53 74 50

Skriv sikkert til os

Telefontider
Mandag-torsdag 8.00 - 15.30
Fredag 8.00 - 12.30

Åbningstider
Mandag-onsdag 8.00 - 15.15
Torsdag 8.00 - 15.15
Fredag 8.00 - 12.30