start på hovedindhold

Det Sydfynske Øhav får Danmarkshistoriens største marine naturgenopretningsprojekt

Det Sydfynske Øhav bliver omdrejningspunkt for det formentlig største sammenhængende genopretningsprojekt i danske farvande nogensinde. UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav og WWF Verdensnaturfonden står bag projektet ’Liv under overfladen’, der med en historisk stor bevilling fra Den A.P. Møllerske Støttefond nu bliver en realitet. Det vækker begejstring og taknemmelighed i de fire sydfynske kommuner, som bidrager til projektet.

Nyhed

Tirsdag kunne UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav og WWF Verdensnaturfonden offentliggøre, at de med en bevilling på 150 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond står bag projektet ’Liv under overfladen’.  Projektet kombinerer konkrete naturindsatser med lokalt engagement og national opmærksomhed i genopretningen af havnaturen omkring Sydfyn og øerne.

”Det Sydfynske Øhav ligger Fondens hjerte nært – personligt, historisk – og farvandets kritiske tilstand bekymrer med rette mange. Vi håber og tror på, at Fonden i samarbejde med andre her vil kunne få mulighed for at gavne livsbetingelserne for dyr, planter og mennesker. En vision at glæde sig over,” siger Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand for Den A.P. Møllerske Støttefond. 

Geoparkens fire ejerkommuner, Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Langeland og Ærø, bidrager politisk, administrativt og økonomisk til projektet. Den solide kommunale forankring skal sikre, at projektet tænkes ind i både den kort- og langsigtede areal- og havplanlægning samt i undervisning, bæredygtig turisme, bosætning og lokalsamfund.

Vores Øhav er mere end et helt særligt område – det er et livsgrundlag. Takket være levende, eksotiske småøer og vores særlige maritime kultur og kystnatur har menneskene i vores område altid været tæt forbundet med havet. Et sundt hav er et stærkt fundament for fremtidens natur, turisme og livet ved Øhavet. Derfor er vi i dag dybt taknemmelige.

- Anstina Krogh, Borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune

Fakta

Om ’Liv under overfladen’

Projektet er støttet med 150 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond fra 2026-2033.

Bag projektet står UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav og WWF Verdensnaturfonden i samarbejde med Svendborg Kommune, Faaborg-Midtfyn Kommune, Langeland Kommune og Ærø Kommune samt Center for Marin Naturgenopretning, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og DTU Aqua. Projektområdet udgøres af Geopark Det Sydfynske Øhavs søterritorie på samlet 1.304 km2 eller ca. 130.000 Ha.

Læs mere om projektet på hjemmesiden her

Danmarks førende forskere er med

’Liv under overfladen’ har til formål at give havnaturen en ny chance i Det Sydfynske Øhav ved at genetablere sammenhængende områder med mosaiknatur, hvor forskellige typer af levesteder og økosystemer tilsammen giver gode forudsætninger for det marine liv. Projektets primære indsatser inkluderer udplantning af ålegræs, etablering af stenrev og biogene rev samt målrettede indsatser for nogle af områdets vigtigste arter.

Genopretningsplanen skal udvikles i samarbejde med nogle af Danmarks førende forskere inden for deres felt fra Center for Marin Naturgenopretning, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og DTU Aqua.

Samtidig skal projektet med sit enestående omfang bidrage til både viden, erfaring og inspiration til fremtidige marine naturgenopretningsprojekter både i og uden for Danmark. 

Vi har fulgt udviklingen i Det Sydfynske Øhav gennem mange år, og der er tale om et farvand, som er hårdt ramt. Hvis man skal gøre sig forhåbninger om, at livet i vores tid vender tilbage i en grad, der minder om de gode gamle dage, så kræver det en kombination af succes med Den Grønne Trepart på land og en ambitiøs indsats i havet. Denne flotte bevilling fra Den A.P. Møllerske Støttefond baner vejen for indsatsen i havet

- Mogens Flindt, professor ved Syddansk Universitet, Biologisk Institut, medlem af styregruppen for Center for Marin Naturgenopretning og medlem af Geoparkens videnskabelige råd.

Fakta

Om WWF Verdensnaturfonden

WWF Verdensnaturfonden er verdens største naturorganisation og arbejder på knap 100 lokale kontorer over hele verden.

 WWF har mange års erfaring med helhedsorienterede naturgenopretningsprojekter, hvor naturfaglig viden kombineres med partnerskaber og mobilisering af lokalsamfund.

I Danmark har WWF Verdensnaturfonden arbejdet med flere marine projekter. 

En enestående mulighed for handling

Det Sydfynske Øhav er ét af de farvande, der er hårdest ramt af alvorligt iltsvind som følge af udvaskning af kvælstof fra land. Men også historisk overfiskeri og et omfattende stenfiskeri er medvirkende til, at havnaturen i Det Sydfynske Øhav i dag er i dyb krise.

Til trods for Øhavets kritiske naturtilstand er der netop nu gode muligheder for at iværksætte genopretning af det enestående farvand. I 2025 blev Bælthavet politisk udpeget til trawlfrit område, og samtidig er der i Den Grønne Trepart planlagt reduktion af landbrugets kvælstofudledninger til Det Sydfynske Øhav med 40 procent. Undersøgelser viser desuden, at der er gode forudsætninger for etablering af både stenrev, ålegræs og biogene rev i Øhavet. Endelig er Geopark Det Sydfynske Øhav udpeget UNESCO Global Geopark og er dermed internationalt og nationalt anerkendt som et område med særlig geologisk, biologisk og kulturel betydning. 

”Bevillingen fra Den A.P. Møllerske Støttefond er som en drøm, der går i opfyldelse for Geopark-organisationen. Med projekt ’Liv under overfladen’ får vi mulighed for – i tæt samarbejde med de bedst tænkelige partnere, WWF Verdensnaturfonden, Center for Marin Naturgenopretning og de fire Geopark-kommuner – at gøre en reel, mærkbar forskel for vores havområde. Det er der brug for, og det er præcis formålet med en UNESCO Global Geopark," siger Rasmus Elmquist Casper, sekretariatsleder, UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav.

Det Sydfynske Øhav er ét af Danmarks mest enestående farvande, og jeg er stolt over, at Fondens historisk store støtte nu muliggør, at vi kan skabe bedre betingelser for biodiversiteten i Øhavet sammen med Geoparken, stærke lokale kræfter og nogle af Danmarks førende forskere. Jeg er overbevist om, at projektet vil gøre en forskel for livet under overfladen, for hele områdets befolkning og for turismen i Øhavet

- Mikkel Aarø-Hansen, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Fakta

Om UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav

UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav dækker det samlede areal af de fire sydfynske kommuner samt Øhavet, som binder dem sammen.

Geoparken er samtidig en tværkommunal udviklingsorganisation, som i overensstemmelse med FN’s Verdensmål og UNESCOs IGGP (International Geoscience and Geoparks Programme) arbejder for bæredygtig udvikling inden for seks indsatsområder, herunder marin naturgenopretning.