Midlertidigt udvalg med stærke kompetencer skal styrke det lokale beredskab
§17, stk. 4-udvalget om totalberedskab skal styrke kommunens samlede beredskab og robusthed i samarbejde med erhvervsliv og civilsamfund.
NyhedVi lever i en foranderlig tid, hvor det aktuelle risikobillede i Danmark er mere komplekst end tidligere. Det stiller krav til, at vi som samfund tilpasser os den nye virkelighed.
Kommunerne forventes at spille en central rolle i det nationale totalberedskab, som den tidligere regering præsenterede i starten af 2026. Totalberedskabet skal styrke samfundets robusthed gennem et tæt samspil mellem stat, kommuner, erhvervsliv og civilsamfund og skal sikre, at kritiske funktioner og støtte til sårbare borgere kan opretholdes under kriser.
Det er på denne baggrund, at kommunalbestyrelsen netop har besluttet af nedsætte et §17, stk. 4-udvalg om totalberedskab.
Udvalget skal bidrage til at udvikle et robust lokalsamfund, hvor borgere, virksomheder, frivillige organisationer og offentlige aktører i fællesskab kan forebygge, håndtere og komme sig efter kriser. Det skal ske bl.a. ved at styrke samarbejdet mellem aktører, bidrage til at udbrede lokale beredskabsinitiativer i kommunens lokalsamfund, drøfte kommunikation og information til borgere før, under og efter kriser, skabe overblik over forsyning og drøfte forsyningssikkerhed mm.
Faaborg-Midtfyn Kommune har særlige lokale forudsætninger med aktive lokalsamfund, ø‑samfund og en lang kystlinje, hvor lokale løsninger og stærke fællesskaber er afgørende.
“Det er helt afgørende, at vi tænker beredskab bredt. I et midlertidigt udvalg har vi mulighed for at tage medlemmer ind fra civilsamfundet. Vi har fået sammensat et udvalg med virkelig stærke kompetencer og med forskellige relevante baggrunde. Vi har allerede meget stærke lokalsamfund i vores kommune, og jeg glæder mig til at følge udvalgets arbejde og ikke mindst se, hvordan vi kan lære af hinanden på tværs. Stærke lokalsamfund er et stærkt beredskab,” siger borgmester Anstina Krogh.
Udvalgets sammensætning
Udvalget er nedsat pr. 1. oktober 2026 og skal være i funktion frem til udgangen af 2027.
Udvalget består af fire medlemmer af kommunalbestyrelsen, hvoraf ét medlem udpeges som formand. Derudover indgår seks eksterne medlemmer med viden og erfaring fra centrale aktører i beredskabs‑ og forsyningsarbejdet.
Udvalgets medlemmer:
- Medlemmer fra kommunalbestyrelsen: Thomas Hofstedt Nielsen (C) (formand), Erling Bonnesen (V), Hans Stavnsager (A) og Vagn Hansen (F)
- Beredskabsdirektør hos Beredskab Fyn, Søren Ipsen
- Administrerende direktør hos FFV Energi & Miljø A/S, Brian Seeberg
- Mikael Kristensen fra Fynsland
- Jesper Britze fra Røde Kors
- Formand for Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd, Johnny Poulsen
- En repræsentant fra forskningsmiljøet (udpeges senere)
Derudover kan udvalget inddrage andre aktører ad hoc.
Forvaltningen har udarbejdet et kommissorium for udvalget, som er godkendt af kommunalbestyrelsen. Læs kommissoriet her: Kommissorium for §17, stk. 4-udvalg om Totalberedskab