Mød tv-læge Peter Qvortrup Geisling til Sundhedsdag
Glæd dig til en eftermiddag i sundhedens tegn, når Idrætscenter Midtfyn danner ramme om en temadag fyldt med inspirerende oplæg, fællesskab og konkrete tilbud til dig, der ønsker viden og støtte – både som borger med en kronisk lidelse og som pårørende.
NyhedDen kendte tv-læge Peter Qvortrup Geisling gæster Sundhedsdagen i Ringe og holder oplæg. Han står også klar til at besvare spørgsmål om alt fra forebyggelse til mental sundhed.
På dagen kan du møde en lang række sundhedsprofessionelle og høre om patientuddannelser, mentale sundhedsforløb og tilbud målrettet dig, der lever med en kronisk sygdom – samt dine pårørende. Derudover deltager flere frivillige fællesskaber som gågrupper, træningsfællesskaber og lokale foreninger som Kræftens Bekæmpelse, Lungeforeningen, Hjerteforeningen og Diabetesforeningen.
Sundhedsdagen arrangeres i samarbejde mellem Forebyggelse, Træning og Rehabilitering i Faaborg-Midtfyn Kommune, Byforum Ringe og Ringe Handelsstandsforening, og flere lokale butikker vil være til stede med stande og rådgivning.
- Sted: Idrætscenter Midtfyn, Hal 2, Søvej 34, Ringe
- Dato: Tirsdag den 17. marts
- Tid: Kl. 15.00–18.00
- Tilmelding: https://fmk.nemtilmeld.dk/245/
Alle er velkomne ved arrangementet.