start på hovedindhold

Ny chef skal sikre sammenhængende indsatser på tværs af arbejdsmarkeds- og socialområdet

Henrik Dons Christensen skal stå i spidsen for 900 medarbejdere, når social- og arbejdsmarkedsområdet samles under fælles ledelse.

Nyhed

Henrik Dons Christensen.

Medarbejderne i Arbejdsmarked og på Socialområdet får ny chef pr. 1. oktober 2026.

Et enigt ansættelsesudvalg har peget på 50-årige Henrik Dons Christensen, som dermed kommer i spidsen for de to områder, der samles under én samlet faglig ledelse.

Sammenlægningen sker bl.a. som konsekvens af en ny politisk udvalgsstruktur, der trådte i kraft 1. januar 2026, hvor Socialudvalget og Arbejdsmarkedsudvalget blev slået sammen til ét udvalg. Sammenlægningen skal særligt komme de borgere til gavn, der har behov for indsatser fra begge områder.

Henrik Dons Christensen skal sikre en sammenhængende betjening af det nye politiske udvalg og udvikle de borgerrettede indsatser på tværs af de to områder.

Henrik Dons Christensen kommer til at stå i spidsen for 900 medarbejdere, der beskæftiger sig med opgaver inden for fx børn, unge og voksne med særlige behov, beskæftigelsesindsatser, døgninstitutioner, beskyttede værksteder, rusmiddelbehandling, sociale ydelser, integration mv.

Henrik Dons Christensen kommer fra en stilling som centerchef for Job, Borgerservice og Teknologi i Helsingør Kommune. Han har desuden været centerchef for Borger- og Arbejdsmarkedscenteret i Høje-Taastrup Kommune og afdelingschef i Slagelse Jobcenter. 

Derudover er han en gammel kending i Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor han var ansat som fagchef for Borgerservice og Arbejdsmarked i 2013-2015.

”Med sammenlægningen af social- og arbejdsmarkedsområdet tror jeg, at vi har mulighed for at skabe endnu bedre sammenhængende indsatser, som vil komme borgerne til gavn. Jeg glæder mig til at lære alle mine nye kolleger at kende og være med til at forme organisationen i den spændende tid, vi står i, blandt andet med implementeringen af beskæftigelsesreformen. Jeg glæder mig rigtig meget til at vende tilbage til Faaborg-Midtfyn Kommune, som er både en smuk kommune at transportere sig rundt i, og som jeg har rigtig gode erfaringer med fra tidligere,” siger Henrik Dons Christensen. 

Direktør glæder sig til samarbejdet

Vicekommunaldirektør Siggi W. Kristoffersen ser frem til samarbejdet med Henrik Dons Christensen:

”Det glæder mig, at vi har kunnet tiltrække en så stærk og erfaren kandidat til stillingen som social- og arbejdsmarkedschef. Henrik kommer med en solid erfaring med topledelse i det kommunale og har mange gode tanker og ambitioner i forhold til fremtidens velfærdsløsninger. Henrik har et stærkt fokus på de unge borgere, som ikke har fundet fodfæste i hverken uddannelse eller beskæftigelse. Det ser jeg frem til, at vi kan bringe i spil i Faaborg-Midtfyn Kommune,” siger han.

Privat bor Henrik Dons Christensen i Vemmelev på Vestsjælland med sin hustru. Fritiden bruges gerne i naturen fx med en fiskestang eller på samvær med familien, en god fodboldkamp på tv, eller med guitaren i hånden.

Siggi W. Kristoffersen, som indtil nu har haft ansvaret for bl.a. socialområdet i direktionen, overtager også 1. oktober ansvaret for Arbejdsmarked fra direktør Lone Wenzell.