Outdoor FUN klar med aktivitetskalender for 2026
Tjek årets aktivitetskalender fra Outdoor Fun - programmet er fyldt med masser af natur, fællesskab og oplevelser for børnefamilier og unge.
Nyhed
Er du klar til et år fyldt med oplevelser i naturen?
Outdoor FUN præsenterer nu aktivitetskalenderen for 2026 – og den byder på endnu en sæson med fokus på fællesskab, friluftsliv og aktive naturoplevelser for især unge. Samtidig markerer 2026 den fjerde outdoor-sæson for projektet, der fortsat udvikler sig og tiltrækker flere deltagere år for år.
Programmet rummer et bredt udvalg af aktiviteter – fra kajakture på vandet og camps i skoven til kreative naturoplevelser og læring af nye friluftsfærdigheder. Særligt camps spiller en central rolle, hvor unge får mulighed for at fordybe sig i naturen, styrke sociale relationer og udvikle personlige kompetencer i trygge rammer.
Derudover inviterer Outdoor FUN til familiesøndage, som afholdes sidste søndag i hver måned. Her er fokus på fælles oplevelser i naturen, hvor både unge og deres voksne kan deltage. Det giver mulighed for at skabe nærvær og fællesskab på tværs af generationer – med naturen som ramme.
Alle aktiviteterne – men særligt camps og familiesøndage – udvikles og afholdes i samarbejde med lokale foreninger og aktører. Formålet er både at styrke interessen for friluftsliv og skabe bro mellem deltagerne og de fællesskaber, der allerede tilbyder aktiviteter i lokalområdet.
Selvom aktiviteterne primært er målrettet unge, er en vigtig del af projektet netop at skabe rum, hvor både unge og voksne kan mødes om fælles oplevelser i naturen.
Outdoor FUN arbejder ud fra en helhedsorienteret tilgang, hvor naturen bruges aktivt til at fremme trivsel, fællesskab og personlig udvikling. Projektet læner sig samtidig op ad forskning, som peger på, at tid i naturen kan have en positiv effekt på både mental sundhed, læring og sociale relationer.
Outdoor FUN ønsker med sine aktiviteter at gøre det nemt og attraktivt for unge at blive en del af naturfællesskaber – uanset erfaring og niveau.
Arrangementerne er åbne for alle: tag en ven med, invitér familien, eller kom alene og mød andre med interesse for friluftsliv.
Se hele aktivitetskalenderen for 2026 på: www.outdoorfun.dk🌿
#flereungeinaturen