Stor fejring: Her er årets vindere af frivilligpriserne
Frivillige fra hele kommunen var samlet ved frivilligfredag, hvor der blev uddelt priser for en særlig indsats.
NyhedDer var højt humør ved årets Frivilligfredag, da Frivilligcenter & Selvhjælp Faaborg-Midtfyn og Faaborg-Midtfyn Kommune havde inviteret til fejring på Ryslinge Høj-og Efterskole.
Borgmester Anstina Krogh bød velkommen til en aften fyldt med fællesskab, inspiration og en hyldest af de mange mennesker, der hver dag gør en forskel i vores lokale foreninger. Der var masser af højskolestemning med fællessang, fællesspisning og fællesdans og inspirerende oplæg om arbejdet med frivillighed.
Et af aftenens højdepunkter var selvfølgelig uddelingen af årets tre frivilligpriser:
- Årets Ildsjæl 2026: Rasmus Lindstrøm Frederiksen, Rolfsted IF
- Årets Forening 2026: HEP Bordtennis Ringe
- Årets Ungefællesskab 2026: Ryslinge Ungdomsklub
Priserne er en anerkendelse af de mennesker, foreninger og fællesskaber, der med engagement, initiativ og frivillige kræfter er med til at skabe stærke fællesskaber og gøre en forskel for andre i vores kommune.
En stor tak skal også lyde til alle de øvrige indstillede og til alle andre frivillige, der hver uge lægger tid og kræfter i foreningslivet og fællesskaberne rundt omkring i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Tak til Ryslinge Høj-og Efterskole for at danne rammen om årets fejring og til alle, der var med til at gøre aftenen til noget særligt.





