Sammen om gode vaner
Ønsker I hjælp til at skabe en sundere hverdag for jeres barn eller unge? Vi tilbyder et gratis, familiebaseret forløb med fokus på sunde vaner og øget trivsel.
Er du forælder til et barn eller en ung, der oplever udfordringer med vægten? I Faaborg-Midtfyn Kommune tilbyder vi et gratis, familiebaseret forløb, der hjælper børn, unge og deres familier med at skabe sunde vaner og øget trivsel.
I forløbet arbejder vi med at skabe sundere vaner for hele familien. Der er ikke tale om en diæt, og målet er ikke nødvendigvis et vægttab. For mange børn og unge handler det i stedet om at stabilisere vægten, mens de vokser i højden. Vi tilbyder støtte og vejledning til at ændre vaner på en måde, der passer til jeres hverdag, og som kan fastholdes på lang sigt.
Det er vigtigt, at hele familien inddrages i forløbet. Erfaring viser, at opbakning og støtte fra familien giver de bedste forudsætninger for at ændre vaner, styrke trivslen og skabe en sundere hverdag.
Sådan foregår forløbet
Vi tager udgangspunkt i jeres hverdag og det, der giver mening for jer som familie. Sammen arbejder vi med små, realistiske skridt i et forløb præget af nærvær, respekt og fælles mål.
Forløbet bygger på Sundhedsstyrelsens og Fødevarestyrelsens anbefalinger om kost og fysisk aktivitet. Vi har blandt andet fokus på fuldkorn og nøglehulsmærkede produkter og gode hverdagsvaner.
Den første samtale
Den første samtale varer typisk cirka én time. Formålet er at lære jer som familie at kende og få et indblik i jeres hverdag, vaner og ønsker for forløbet. Som en del af den indledende vurdering registrerer vi barnet/den unges vækst. Væksten følges løbende gennem hele forløbet.
I bliver præsenteret for nedenstående 10 fokuspunkter, som danner rammen for arbejdet i forløbet. Sammen udvælger vi ét eller to fokuspunkter, som I arbejder med frem til næste samtale.
Efter den første samtale mødes vi som udgangspunkt cirka hver 10. uge. Her følger vi op på jeres erfaringer, taler om de ændringer, der er sket, og justerer planen efter behov.
De 10 fokuspunkter
1. Hyggevaner - råderum i forhold til slik, andre søde sager og sodavand/saft
Fødevarestyrelsens anbefalinger for snacks og søde sager.
2. Mindre skærm - mere fællestid
Sundhedsstyrelsens anbefalinger om skærmbrug.
3. Gå i seng i ordentlig tid, så du er klar og frisk til en ny dag
Sundhedsstyrelsens anbefalinger for søvnlængde.
4. Find en aktiv sportsgren du synes er sjov
Fritidsaktiviteter - Faaborg-Midtfyn Kommune.
5. Vær fysisk aktiv mindst 1 time hver dag
Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fysisk aktivitet og stillesiddende tid for børn og unge.
6. Spis morgenmad hver dag
7. Husk madpakken hver dag
Fødevarestyrelsens madpakkehåndbog.
8. Husk mellemmåltider - formiddag og eftermiddag
For eksempel frugt, grønt og fuldkorn som rugbrød, grov bolle og groft knækbrød.
9. Spis aftensmad efter T-tallerken
Vent cirka 20 minutter, før der eventuelt tages en ekstra portion. Anret hovedmåltidet på tallerkener i køkkenet, og sæt kun grøntsager på bordet. Gryder og fade med den øvrige mad bliver stående i køkkenet, så det kræver et bevidst valg at tage mere.
10. Husk drikkedunken med vand hver dag
Hvor foregår forløbet?
Samtalerne kan foregå på en af følgende adresser:
- Sundhedsplejens konsultation i Nr. Broby, Østerågade 40
- Sundhedsplejens konsultation i Faaborg, Mellemgade 15
- Tingagerskolen i Ringe, Østre Ringvej 2
Tilmelding og yderligere information
Hvis I ønsker at tilmelde jer forløbet eller blot høre mere om, hvorvidt det er relevant for jeres familie, er I velkomne til at kontakte sundhedsplejerske Ane Larsen på telefon 72 53 44 67.