start på hovedindhold

Bøjlebehandling for børn og unge

Bøjlebehandling (tandregulering) er et gratis tilbud i den kommunale tandpleje for børn og unge under 18 år, hvis der er et funktionelt eller sundhedsmæssigt behov.

Hvem kan få tilbudt bøjlebehandling?

Børn og unge op til 18 år kan blive tilbudt bøjlebehandling, men kun hvis det er nødvendigt for at sikre en god tyggeevne, eller hvis udviklingen af tandstillingen giver risiko for skader på tænder eller tandkød.

Det kan for eksempel være:

  • tænder, der mangler eller vokser forkert frem
  • fejlstillinger i kæben
  • forkert sammenbid

Har man tandstillingsfejl, der kun har kosmetisk betydning, er man ikke omfattet af tilbuddet.

Hvordan får mit barn tilbudt bøjlebehandling?

Sådan foregår det:

  • Dit barns tænder bliver løbende undersøgt i den kommunale tandpleje
  • Specialtandlæger vurderer tandstillingen i samarbejde med Tandplejen
  • Hvis der er behov, bliver dit barn henvist til undersøgelse
  • I bliver indkaldt og får fremlagt en behandlingsplan

Bemærk at der kan være varierende ventetid på at komme til undersøgelse og behandling.

Bøjlebehandling er et fælles ansvar

Bøjlebehandling er et tilbud, men også en længerevarende behandling, der kræver både tid og engagement. Et godt resultat afhænger derfor i høj grad af et tæt samarbejde mellem Tandplejen, barnet og forældrene.

Den aktive behandling varer typisk ca. 2 år, og derefter følger en periode med fastholdelse. Inden start gennemgår I behandlingsplanen med specialtandlægen og får overblik over forløbet. Som forælder bør du støtte dit barn i at bruge bøjlen korrekt, holde god mundhygiejne og møde op til aftaler.

Hvor foregår behandlingen?

Bøjlebehandling foregår hos:

Tandreguleringscenter Fyn
Grønløkkevej 30
5000 Odense C
Tlf.: 65 51 55 50

Centret er et samarbejde mellem fem fynske kommuner, herunder Faaborg-Midtfyn Kommune. 

Almen tandpleje udføres fortsat på de lokale klinikker i Ringe og Faaborg.

Har du problemer med bøjlen?

Kontakt Tandplejen