start på hovedindhold

Tandpleje for småbørn

Dit barn er automatisk tilknyttet Tandplejen fra fødslen og indkaldes første gang, når det er ca. 18 måneder gammelt. Derefter indkaldes barnet efter individuelt behov.

Første besøg i Tandplejen

Alle børn bliver automatisk tilknyttet Tandplejen fra fødslen.

Når barnet er omkring 18 måneder gammelt, indkalder vi til det første besøg på klinikken. Ved besøget taler vi blandt andet om tandbørstning, sut og sutteflaske, kostvaner samt hvad I skal gøre, hvis barnet kommer til at slå sine tænder.

Vi ser gerne på barnets tænder og tæller dem, hvis barnet er trygt ved det. Det vigtigste for os er dog, at barnet får en god og positiv oplevelse i Tandplejen. Derfor lægger vi vægt på et roligt og hyggeligt første besøg, hvor barnet kan lære omgivelserne at kende og føle sig trygt.

Andet besøg i Tandplejen

Når barnet er omkring 3 år gammelt, inviterer vi til næste besøg i Tandplejen. Herefter bliver barnet indkaldt efter individuelt behov, typisk med 12-24 måneders mellemrum.

I er altid velkomne til at kontakte os, hvis I har spørgsmål eller bekymringer vedrørende tandbørstning, tændernes udvikling eller andre forhold omkring barnets mundsundhed. Vi hjælper gerne med råd og vejledning, når der er behov for det.

Hvis du vil vide mere

Kontakt Tandplejen