Flexbolig

I Faaborg-Midtfyn kan du søge om flexboligtilladelse og bruge dit helårshus som fritidsbolig – med krav om 2 ugers årligt eget brug.

Efter planlovens § 41a kan du som ejer af en helårsbolig søge kommunen om at få lov til at bruge dit helårshus til fritidsformål. Det kaldes en flexboligtilladelse.

FLEKSIBEL ANVENDELSE AF HELÅRSBOLIGER

Med en flexboligtilladelse kan du personligt blive undtaget fra pligten til helårsbeboelse, selvom der er tale om en helårsbolig og på et senere tidspunkt vende tilbage til at bo i huset hele året igen.

Her på siden kan du orientere dig om retningslinjerne for flexboliger og se om du kan få flexboligtilladelse til dit helårshus.

Kort over lokalplaner:

Brug kortet herunder til at orientere dig om, hvorvidt din bolig er omfattet af en lokalplan med krav om helårsbeboelse. Skriv adressen på din bolig i søgefeltet. Områder med en lokalplan er markeret med et farvet felt. Tryk på den farvede markering og tryk derefter på ”Åbn plan” nederst i højre kolonne for at se lokalplanens bestemmelser.

 

Ansøg om flexbolig

Luk alle
Åben alle

GÆLDENDE RETNINGSLINJER FOR FLEXBOLIGER

  • Ejeren af en flexbolig skal have et reelt eget brug af boligen i minimum to uger om året.
  • Tilladelsen er personlig og gives derfor til ejeren af ejendommen og ikke ejendommen. Sælges ejendommen, skal den nye ejer søge om en ny tilladelse, hvis dette ønskes.
  • Der kan gives tilladelse til flexbolig i hele Faaborg-Midtfyn Kommune, på nær Bjørnø, eller hvis ejendommen er underlagt andre regler; ex. stuehus til landbrugsejendom eller lokalplan, der er udlagt til helårsbeboelse.
  • Flexboligtilladelsen bortfalder, hvis helårsbeboelse i boligen genoptages.
  • Der kan gives et bindende forhåndstilsagn, der er personligt og tidsbegrænset til 6 måneder, til en køber, der ønsker at erhverve en bolig med henblik på flexbolig.
  • Flexboliger er ikke fritaget for en landzonetilladelse ved til- og ombygning, uanset om det endelige boligareal ikke overstiger 500m2.
  • Boligen skal være ældre end 10 år, for at der kan opnås flexboligtilladelse. På BBR-meddelelsen står der, hvornår boligen er opført.

ANSØGNINGSPROCES

Ønsker du at søge om flexboligtilladelse, skal du udfylde ansøgningsskemaet, som du finder øverst på denne side. I din ansøgning skal du uddybe, hvordan du ønsker at gøre brug af din flexbolig og efterleve kravet om 2 ugers reelt eget brug af boligen. Hvis der under behandlingen af din ansøgning er brug for yderligere oplysninger, vil du blive kontaktet af Faaborg Midtfyn Kommune.

Se planloven § 41a her:

Du kan læse mere om regler for udlejning af din flexbolig her: https://www.planinfo.dk/udlejning

MÅ DU LEJE DIN FLEXBOLIG UD?

Flexboliger kan lejes ud til feriebrug efter reglerne i sommerhusloven. Det betyder, at enkeltpersoner må udleje 1-2 flexboliger og ægtefæller eller samlevende må udleje 3-4 flexboliger, så længe udlejningen ikke overstiger 41 uger og at der er et reelt eget brug af boligen mindst 2 uger årligt for hvert sommerhus. Et reelt eget brug af flexboligen er fx ferie- og weekendophold, men ikke fx rengøring, renovering eller klargøring til nye gæster. Hvis man låner flexboligen ud til medlemmer af sin egen husstand, betragtes det også som reelt eget brug af flexboligen.

Det er dog en ufravigelig betingelse i sommerhusloven, at der skal foretages en konkret vurdering af om udlejningen lever op til reglerne i sommerhusloven.

Sommerhusloven administreres af Plan- og Landdistriktsstyrelsen.

HVAD SKAL DU VÆRE OPMÆRKSOM PÅ, HVIS DU ØNSKER EN FLEXBOLIG?

Boliger der ligger inden for en lokalplan, hvor anvendelsen (§3) er fastlagt til helårsbeboelse, kan ikke opnå flexboligtilladelse. På kortet nederst på siden, kan du orientere dig om lokalplaner.

Hvis boligen er et stuehus til landbrug, kan der ikke opnås flexboligtilladelse. Det fremgår af BBR-meddelelsen om ejendommen er en landbrugsejendom/stuehus til landbrug, som derfor har bopælspligt efter landbrugsloven.

Virksomheder kan ikke opnå flexboligtilladelse til en bolig, da virksomheder alene må leje ud til helårsbeboelse, medmindre de har fået en udlejningstilladelse fra Plan- og Landdistriktsstyrelsen.

Boligen vil altid skulle opfylde kravene til helårsbeboelse efter gældende bygningsreglement, hvis der skal bygges om eller til.

Kort over Flexbolig

Spørgsmål? Kontakt os

Plan

Mellemgade 15
5600 Faaborg

Telefon: 72 53 20 36

Send en mail

Skriv sikkert til os