Dansk statsborgerskab og grundlovsceremoni

For at få dansk statsborgerskab skal du deltage i en grundlovsceremoni, som markerer dit nye danske statsborgerskab. Læs mere og tilmeld dig her på siden.

Folketinget vedtager to gange årligt en ny lov, som tildeler dansk statsborgerskab til kommende danske statsborgere.

Hvis du ansøger om statsborgerskab, skal du deltage i en grundlovsceremoni i den kommune, du bor i. Ved grundlovsceremonien skal du blandt andet skrive under på, at du vil overholde grundloven.

Næste grundlovsceremoni

Næste gang, der bliver afholdt grundlovsceremoni, er i foråret 2025. Datoen vil fremgå af denne side, når den er på plads.

Du har som ansøger mulighed for at medbringe op til 3 gæster til ceremonien.

Når du har tilmeldt dig en grundlovsceremoni, får du automatisk en kvittering for din tilmelding i e-Boks. Der kan være ventetid for modtagelse af kvitteringen.

Før grundlovsceremonien

Udlændinge- og Integrationsministeriet har sendt dig en blanket, der hedder ”Tro og loveerklæring”, som du skal huske at udfylde og sende til ministeriet, inden du deltager i grundlovsceremonien.

Under grundlovsceremonien

Til ceremonien skal du medbringe legitimation med foto. Det skal være en af de tre nedenfor:

  1. Opholdskort, fremmedpas, konventionspas eller kørekort udstedt af en offentlig myndighed i Danmark.
  2. Pas, identitetskort eller kørekort udstedt af en offentlig myndighed i et andet EU- eller EØS-land eller i Schweiz.
  3. Pas, som er udstedt af en offentlig myndighed i et andet land, end de nævnte under punkt 1 eller 2, hvor der isat en opholdsmærkat.

Til grundlovsceremonien skal du underskrive en erklæring om overholdelse af grundloven.

Til ceremonien får du udleveret erklæringen af Faaborg-Midtfyn Kommune, og du skal således ikke selv medbringe den.

Under grundlovsceremonien vil du udveksle håndtryk med borgmesteren. Du vil herefter få udleveret dit statsborgerretsbevis som dokumentation på, at du nu er dansk statsborger.

Efter grundlovsceremonien

Efter afholdelsen af grundlovsceremonien sender Faaborg-Midtfyn Kommune din underskrevne erklæring til Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Udlændinge- og Integrationsministeriet registrerer herefter din ansøgning som dansk statsborger. Registreringen kan tage op til 10 dage fra afholdelsen af ceremonien.

Du skal som ansøger anvende statsborgerretsbeviset, hvis du ønsker at få udstedt et dansk pas på Borgerservice. Registreringen i Udlændinge- og Integrationsministeriet skal være foretaget, inden du kan få udstedt pas ved Borgerservice.