start på hovedindhold

Forebyggelseskonsulent på Ældreområdet

Forebyggelseskonsulent på ældreområdet

Fast stilling på 37 timer med tiltrædelse 1. februar 2027

Har du blik for dét, der kan gøre en forskel, før udfordringer vokser sig større?

Vi søger en autoriseret sundhedsfaglig forebyggelseskonsulent med blik for ældre borgere i sårbare livsovergange.

Du skal opspore og støtte borgere, fx efter tab af ægtefælle, når en ægtefælle flytter på plejehjem eller ved andre livsforandringer, der kan øge risikoen for ensomhed, mistrivsel og tab af funktionsevne.

Forebyggelse virker bedst, når vi starter tidligt, mens der stadig er ressourcer og muligheder at bygge videre på.

Et godt ældre liv handler både om sundhed, selvstændighed, relationer og meningsfulde fællesskaber.

Din opgave

Med afsæt i Ældrelovens § 4 skal du varetage kommunens borgerrettede og opsøgende forebyggende indsats på ældreområdet.

Samtalerne foregår enten i borgerens hjem, telefonisk eller i grupper. Du foretager sundhedsfaglige vurderinger, rådgiver og følger op, når der er behov. Kontakten er som udgangspunkt kortvarig og afsluttes, når borgeren er hjulpet videre til fx relevante tilbud eller fællesskaber.

Dine væsentligste opgaver

  • gennemføre forebyggende samtaler og sundhedsfaglige vurderinger
  • rådgive og vejlede om kommunale tilbud og muligheder i lokalområdet
  • følge op og bygge bro til relevante tilbud og fællesskaber i sparring med fællesskabskoordinatorerne
  • samarbejde med hjemmepleje, sygepleje, visitation, terapeuter, plejehjem - demensområdet, ernæringsområdet, praktiserende læger og civilsamfundet
  • registrere, dokumentere og følge op på indsatser
  • bidrage til kommunens Seniormesse, der afholdes to gange årligt.

På sigt ønsker vi at styrke systematisk, tidlig opsporing og undersøger aktuelt, om WIPP-360 kan være et relevant redskab at anvende. Du skal derfor have lyst til at arbejde med nye tilgange til systematisk opsporing, som en del af det forebyggende arbejde.

Hvem er du?

Du skal have en sundhedsfaglig uddannelse og dansk autorisation, som ergoterapeut, fysioterapeut, sygeplejerske.

Vi lægger vægt på, at du:

  • har erfaring med borgerkontakt og kan skabe tillid, også når samtalen handler om svære overgange i livet
  • har erfaring med forebyggelse, rehabilitering, sundhedsfremme på ældreområdet
  • arbejder helhedsorienteret, selvstændigt og systematisk og følger dine opgaver til dørs
  • kan omsætte din sundhedsfaglighed til konkret rådgivning og handling sammen med borgeren og dine samarbejdspartnere.
  • er fortrolig med IT og dokumentation og trives i et tværfagligt samarbejde.

Dit faglige fællesskab

Du bliver ansat i Afdelingen "Sundhed og Træning", team Forebyggelse og Fællesskaber. Her får du kolleger med  forskellige faglige baggrunde, som fællesskabskoordinatorer, fysioterapeut, diætist.  

Sammen skal I skabe sammenhæng mellem sundhedsfaglig forebyggelse, rehabilitering og lokale fællesskaber.

Praktiske oplysninger

Stilling

Fast, 37 timer ugentligt

Tiltrædelse

1. februar 2027

Arbejdssted

Nørrevænget i Gislev; opgaven dækker hele kommunen

Transport

Kørekort nødvendigt - tjenestebil stilles til rådighed til borgerbesøg

Ansøgningsfrist

2. december 2026

Samtaler

8. december 2026

Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og principperne for Ny Løn.
Løn niveauet er mellem 37 – 39.000 kr. plus pension.

Vil du vide mere?

Afdelingsleder, Anne Bro

Team Forebyggelse og Fællesskaber | telefon: 7253 6351

Vi glæder os til at høre fra dig!

Søg stillingen